28-årig risikerer fængsel for vittigheder på hjemmesider

En 28-årig mand risikerer to års fængsel efter at have skrevet vittigheder om hudfarve, race, tro og etnisk oprindelse på to forskellige hjemmesider.

Der forventes at falde dom onsdag ved middagstid.
Der forventes at falde dom onsdag ved middagstid.
Foto: Rigmor Sams / Colourbox

Onsdag skal en 28-årig mand fra Holstebro for retten. Han er tiltalt for at have overtrådt straffelovens racismeparagraf ved at drive to hjemmesider med udtalelser, der har været forhånende og nedværdigende om race, hudfarve, etniske oprindelse, tro og seksuel orientering. 

Anklagemyndigheden kræver fængselsstraf, og ifølge paragraffen kan den tiltalte få op til to års fængsel.

Jokes om hudfarve og jøder 

Den 28-årige har været ansvarlig for to hjemmesider, hvor man ifølge anklageskriftet har kunnet finde hundredvis af forhånende og nedværdigende ytringer camoufleret som vittigheder.

Anklageskriftet, som Retten i Holstebro onsdag skal behandle, består af fem sider med disse vittigheder, som anklagemyndigheden mener overskrider straffelovens paragraf 266 b - også kaldt racismeparagraffen.

Her finder man vittigheder, der omhandler alt fra hudfarve, holocaust, etniske grupper, jøder, slavehandel og indvandrere.

Tiltalte er chokeret

TV 2 har i marts været i kontakt med den 28-årige mand, hvor han udtalte, at han regner med at blive frifundet i sagen. 

Her understregede han, at de hjemmesider han lavede i 2015 ikke kun indeholdte jokes af grov karakter målrettet etniske grupper eller seksuel orientering, men at det var hjemmesider fyldt med far-jokes, blondinevittigheder og scorereplikker. 

- I min vildeste fantasi havde jeg ikke regnet med, at jeg otte år senere skulle stå her. Det er helt vanvittigt, siger han til TV 2.

Dom forventes onsdag

Anklagemyndigheden forventer, at der falder dom i sagen ved middagstid onsdag.

Anklager i sagen, Ulrik Panduro, har ikke ønsket at udtale sig forud for retssagen.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra den 28-åriges forsvarsadvokat, Jeppe Ravn Hattens Jensen.