22-årig kvinde ville på besøge ven i arresten - endte selv i retten

En 22-årig kvinde fra Fyn var tirsdag i Holstebro for at besøge en bekendt i arresten. Det endte i stedet med, at hun kom en tur i fogedretten.

Politiet fandt en foldekniv i kvindens taske (arkivfoto)
Politiet fandt en foldekniv i kvindens taske (arkivfoto)
Foto: Rigspolitiet

Det skulle egentlig bare have været et besøg i arresten, men det endte med en tur i retten. 

En 22-årig kvinde fra Fyn tog tirsdag turen til Holstebro for at besøge en bekendt i arresten, men da hun dukkede op i arresten blev hendes navn efter procedurerne tjekket. Og her gjorde man noget af en opdagelse. 

- Man kunne se, at hun stod eftersøgt til en fogedsag. Derfor bliver hun anholdt og visiteret, så hun kunne komme i fogedretten, forklarer Heine Bærentsen, der er politiassistent hos lokalpolitet i Holstebro. 

Finder foldekniv

I forbindelse med anholdelsen af den 22-årige finder betjentene en foldekniv, der måler omkring syv til otte centimeter. 

- Det var ikke sådan, at hun holdte den i hånden, da hun kom ind. Men man finder den i hendes taske, forklarer politiassistenten. 

Derfor er hun nu sigtet for at overtræde knivloven. 

Det er ikke uhørt, at politiet bliver opmærksomme på eftersøgte eller andre interessante, der vil besøge bekendte i arresten. 

- Vi følger bare reglerne og her var der så bid, siger Heine Bærentsen.

Ifølge politiassistenten fik den 22-årig kvinde gennemført sagen i fogedretten. 

Herefter blev hun løsladt igen, men kan formodentlig se frem til en bøde for at have overtrådt knivloven.