18-årig fanget i flydende ler: Jeg kunne ikke rykke mig ud af flækken

En kærestetur på stranden blev i stedet til tre timer fanget på en strand ved Ejsingholm.

Den 18-årige mand fra Ejsing har ofte gået tur på stranden, hvor han mandag endte med at sidde fast i tre timer.
Den 18-årige mand fra Ejsing har ofte gået tur på stranden, hvor han mandag endte med at sidde fast i tre timer.
Foto: Torden Mondrup / TV MIDTVEST

Hvad der først var en komisk situation, blev i går alvor, da Lasse Thor Straten sad fast i blanding af ler og kviksand i tre timer ved Ejsingholm strand. 

- Lige pludselig så blev det lidt alvorligt, og så kunne jeg sådan set ikke rykke mig ud af flækken. Så synes jeg det var lidt uhyggeligt, fortæller den 18-årige mand.

Lasse var ude at gå med sin kæreste, og det var ikke første gang de var nede for at kigge på ler-skrænten. Han er født og opvokset i området og han har været nede ved stranden 1000 gange før.

Stranden som kæresteparret gik på, var blød og føltes som gele. Det lykkedes dem at fortsætte deres tur et stykke tid, før Lasse pludselig sad fast.

Måtte ringe til mor

Efter at have siddet fast i et stykke tid valgte den unge mand at ringe efter sin mor. Efter hun havde forstået, at der ikke var tale om sjov og ballade, var hun meget berørt af situationen.

- Jeg tænkte bare, at det var drengestreger, sjov og ballade. Jeg grinte da også, da jeg kom herned, men det gik ret hurtigt over, siger Lone Thor Straten, der er mor til Lasse.

Det var ikke en sjov oplevelse for Lasse Thor Stratens mor. Hun måtte fra sidelinjen se hjælpeløst til, men redningsfolk forsøgte at grave hendes søn fri.

- Jeg kan bare se, at han bliver dårlig og mat. Han hænger mere og mere, har ingen kræfter og kan slet ingenting til sidst, og det er dybt frustrerende, siger Lone Thor Straten

Reddet af gravko

Redningsfolkene prøvede længe at grave Lasse Thor Straten fri, men uden held. Derfor blev der tilkaldt en speciel gravemaskine, der er bygget til at kunne køre i våde områder.

- Lige i det første øjeblik, der troede jeg faktisk ikke helt, at det var sandt, men det var det jo så. Jeg har før prøvet at redde et kratur fri, men aldrig et menneske, siger Jørn Bedsted, der er entreprenør i Ejsing.

Sammen med brandmænd og frivillige fik han reddet Lasse Thor Straten op af sand og ler.

Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi fraråder folk at færdes på stranden ved Ejsingholm og lignende områder.

3:07
18-årig fik sig noget af et chok, da han sad fast i en blanding af ler og sand. Der skulle en omfattende redningsaktion til