Vovehalsen fra Herning: Det dummeste jeg nogensinde har gjort

Et backflip med bind for øjnene indbragte den vestjyske motocrosskører sejren i Danmark har Talent.

- Der er ikke nogen, der har gjort det før, og jeg gør det heller ikke igen, siger Alex Porsing om sit stunt i Danmark har Talent.
- Der er ikke nogen, der har gjort det før, og jeg gør det heller ikke igen, siger Alex Porsing om sit stunt i Danmark har Talent.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Han har sprunget over et sankthansbål og lavet mange andre farlige ting på sin motorcykel.

Men det stunt, som lørdag aften gav motocrosskøreren Alex Porsing fra Herning sejren i Danmark har Talent på TV 2, var alligevel noget helt specielt.

- Det er 100 procent det dummeste, jeg nogensinde har gjort, siger Alex Porsing med et smil til TV MIDTVEST.

Det var et backflip, der indbragte Porsing sejren og gevinsten på 250.000 kroner i talent-konkurrencen på TV 2. Den øvelse er svær nok i sig selv, men læg dertil, at Porsing udførte stuntet med bind for øjnene.

- Der er ikke nogen, der har gjort det før. Jeg talte med den regerende verdensmester og fortalte ham, at jeg havde tænkt mig at gøre det. Han sagde: det er fuldstændig sindssygt - og det er da også virkelig ekstremt. Derfor gør jeg det heller ikke igen, siger han.

1:03
Se stuntet, der gav Alex Porsing sejren i Danmark har Talent.
Foto: Blu - TV 2 Danmark

Den vestjyske motocrosskører, der oprindeligt kommer fra Kibæk, fortæller, at han meldte sig til konkurrencen, fordi han elsker at underholde. Han er meget glad for sejren, selv om det ikke helt er gået op for ham endnu.

Og at han endte med at vælge det ekstreme stunt til finalen, var på ingen måde tilfældigt.

- Det er sådan, jeg har levet det meste af mit liv. Hvis jeg har fået en idé eller sat mig et mål, har jeg ikke ladet noget holde mig tilbage. Man skal tro på sig selv. Vi er alle sammen unikke på hver vores måde, og det er det, der gør, at verden er et fedt sted at leve, siger Alex Porsing.

 
 
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST
1:58
Se indslag med Alex Porsing her.