VM i ridesport giver tilbage til værtsby: Planter 60.000 træer i Herning

Torsdag er et nyt skovområde blevet indviet ved Herning. Skoven plantes som optakt til VM i ridesport i august for at gøre eventet så bæredygtigt som muligt.

0:44
Et ny skovområde med 60.000 træer blev i dag indviet. Initiativet til skoven er taget af selskabet bag VM i Ridesport, der finder sted i Herning.
Foto: Mette Svenningsen / Herning Kommune

Når 200.000 tilskuere fra hele verden kommer til Herning for at overvære VM i ridesport til august, kan det ikke undgås, at sådan et stort event sætter et klimaaftryk. 

Det dilemma har folkene bag VM-eventet forsøgt at finde løsninger på. En af dem er at opføre en skov ved værtsbyen Herning, som torsdag blev indviet. 

- Det er klart, at når vi laver et event af den her art, så udleder vi noget CO2 i æteren. Derfor har vi valgt at være foregangsmænd ved at lave sådan et skovprojekt herude, som optager CO2, siger Jens Trabjerg, der er direktør for selskabet bag VM Herning 2022.

Til indvielsen var lokale borgere og blandt andre borgmesteren med til at plante de første træer i den skov, som får navnet VM-Skoven. 

- Det er rigtig positivt, at man kan koble vores events i Herning kommune sammen med nogle bæredygtige tiltag. Skoven her er noget, vi kommer til at få glæde af i rigtig mange år. Her kan borgerne komme ud og få nogle oplevelser i naturen, siger Dorte West (V), borgmester i Herning Kommune.

Inden VM i ridesport vil der blive plantet i alt 60.000 træer i det nye skovområde.

Her i området kommer VM-skoven til at ligge.

Sætter pris på Herning som værtsby

VM-skoven kommer til at fylde 20 hektar i området ved Løvbakkerne nord for Herning by.

Som en del af skoven bliver der opført legepladser og oplevelsesområder.

Udover at skoven skal bidrage til at binde CO2 og sikre gode vilkår for biodiversiteten, så har VM-selskabet også en anden tanke bag at etablere skovområdet - nemlig at give noget tilbage til værtsbyen.

- Vi vil gerne vise byen, at vi sætter utrolig meget pris på det samarbejde og den opbakning, som vi får her. På den her måde får vi samtidig skabt et område, som folk kan få gavn af, siger Jens Trabjerg, direktør for selskabet bag VM Herning 2022.

De 60.000 træer plantes i samarbejde med Growing Trees Network, som er en selvejende institution, der - via donationer - planter nye skove både i Danmark og i udlandet.
De 60.000 træer plantes i samarbejde med Growing Trees Network, som er en selvejende institution, der - via donationer - planter nye skove både i Danmark og i udlandet.
Foto: Mette Svenningsen / Herning Kommune

Herning Kommune stiller området til rådighed for projektet, og VM-selskabet faciliterer og udvikler skoven.

VM i ridesport afholdes i Herning den 6.-14. august 2022, og bliver med cirka 200.000 besøgende den største hestesportsbegivenhed på dansk jord nogensinde.