0:38
Mandag ankom klokkespillet til Aulum. Video: Maria Krogh Melgaard

"Verdens største instrument" hejst ind i landsbykirke

Klokkespillet er doneret af et sognebarn fra byen.

- Ære være Gud i det højeste og på jorden - fred til mennesker med Guds velbehag.

Sådan lyder inskriptionen på den største klokke i Aulum Kirkes nye klokkespil, der mandag blev hejst ind på sin plads i kirketårnet via kran.

Den 260 kilo tunge klokke er en del af det 28 klokker store klokkespil, som er støbt i Eijsbouts i Holland og nu er ankommet til Aulum.

Mandag blev klokkerne leveret i Aulum.
Mandag blev klokkerne leveret i Aulum.
Foto: Privatfoto / Maria Krogh Melgaard

- Det har været et ønske for byen i lang tid. Tidligere har man samlet ind til, at man kunne købe et klokkespil. Men så kom et sognebarn til undsætning og donerede en del af sin arv til klokkespillet, fortæller Maria Krogh Melgaard, der er organist i kirken.

Et klokkespil, der også betegnes som verdens største instrument, kan spille en hel by på Aulums størrelse op, hvad enten du er hjemme i huset, ved bageren eller ved købmanden.

Klokkerne kan kobles til en pc eller et keyboard, hvor man indspille sang- eller salme-melodier, som klokkespillet kan føre ud i livet.

Ikke alle klokker vejer 260 kilo. Der hører også mindre klokker til, og dem er der klart flest af i klokkespillet.
Ikke alle klokker vejer 260 kilo. Der hører også mindre klokker til, og dem er der klart flest af i klokkespillet.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Men borgerne i Aulum må væbne sig med tålmodighed. Klokkerne er nemlig ikke installeret og sat til strøm. Derudover skal menighedsrådet også tage stilling til klokkernes brug.

- De to gamle klokker er der stadig og skal bruges til indringning til gudstjeneste, som de altid er brugt til. Klokkespillet kommer formentlig til at spille nogle gange om dagen og måske i forbindelse med gudstjenester eller andre handlinger.

- Men hvornår, der kommer i brug, ved vi ikke endnu. Det skal menighedsrådet beslutte, og hvor ofte de skal spille, fortæller organisten.

Maria Krogh Melgaard er organist i Aulum Kirke.
Maria Krogh Melgaard er organist i Aulum Kirke.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST