Varetægtsfængslinger skaber ro i Herning

På Gammel Landevej i Herning er de glade for, at politiet nu har anholdt alle fire formodede gerningsmænd bag et drabsforsøg på en 22-årig mand.

Niels Henrik Laursen er bagermester i Bager-Riget, der ligger 100 meter fra skudepisoden.
Niels Henrik Laursen er bagermester i Bager-Riget, der ligger 100 meter fra skudepisoden.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

På Gammel Landevej i Herning er de glade for, at der nu er blevet sat et punktum. Politiet har efter tre uger anholdt alle fire mænd, som menes at have været involveret i et drabsforsøg på en 22-årig mand i Herning.

- Jeg synes, at det er lidt mere trygt nu, for man har gået med tankerne om, det kunne ske igen, nu hvor man ved, at de stadig var på fri fod, siger Mette Filbert Larsen fra Herning. 

Bager ligger 100 meter fra skudepisode

Kun 100 meter fra gerningsstedet ligger bagerbutikken Bager-Riget. Her oplevede de blå blik og politiafspærring på helt tæt hold.

- Jeg synes godt nok, at det var vildt. Det var ligesom man så i film, siger Niels Henrik Laursen, der er bagermester i Bager-Riget. 

Ved skudepisoden, der fandt sted på Gammel Landevej i Herning den 20. marts, blev en 22-årig mand blev hårdt såret, efter han blev ramt af flere skud. Det rystede lokalområdet, og bageren oplevede en stigning af folk, der kom forbi Gammel Landevej for at se, hvad der var sket. 

- Jeg synes, at der var mange mennesker heroppe lige i de første dage. De skulle lige se, hvad der var sket, hvor det var henne og sådan noget, siger Niels Henrik Laursen. 

Men udover den øgede interesse i dagene efter, har de ikke oplevet, at hverken personale eller kunder har været utrygge ved at færdes i området. 

- Jeg er meget tryg. Det gør mig ikke det helt store, siger Sofie Sutrow Nielsen, der er medarbejder i Bager-Riget. 

Internt opgør 

Den 22-årige er nu udenfor livsfare, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi. Politiet kalder det for et internt opgør og opfordrer folk til, at man skal begå sig i området, som man plejer. 

- Vi ser det som et tilfælde, at de mødtes på Gammel Landevej, så man skal ikke være bange, siger Theis Thylstrup, der er politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

I alt har politiet nu anholdt fire mænd, hvoraf de to allerede er varetægtsfængslet. Med grundlovsforhøret onsdag klokken 13.00 vil anklagemyndigheden forsøge at få de sidste to varetægtsfængslet.