Ung mand truet på livet med kniv
Tre mænd kastede med flasker efter biler og truede en 20-årig mand på livet med en kniv natten til søndag.
Omkring klokken halv to natten til søndag truede en 22-årig mand og to andre personer en 20-årig mand på livet med en kniv på parkeringspladsen ved Shell på Silkeborgvej i Herning.
Her kastede de tre gerningsmænd med udenlandsk udseende også med flasker efter biler.
Før politiet nåede frem forsvandt de tre fra stedet.
- Ud fra signalement lykkedes det os at finde frem til den 22-årige, som blev anholdt ved Black Armys klubhus i Danmarksgade, siger Ole Vanghøj, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Søndag er politiet ved at finde ud af, hvem de tre mænd er og overvejer, om den 22-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.
Den 22-årige fik søndag en straksdom på 60 dage og sidder nu bag tremmer, mens de to andre mænd stadig er på fri fod.