Stærk stime: Thomasberg drømmer om guld

En stime på syv sejre i otte kampe har sendt FC Midtjylland op på en delt førsteplads i Superligaen før efterårets sidste spillerunde.

thomas thomasberg1
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

For et par måneder siden vidste Thomas Thomasberg godt, at det ville blive nødvendigt med en stime, hvis ikke FC Midtjylland skulle dømmes helt ude af guldkampen efter efterårssæsonen. 

Nu mangler der kun én kamp, og FC Midtjylland er i høj grad en del af guldkampen. Midtjyderne er nemlig på omgangshøjde med FCK på Superligaens førsteplads.

- Det er hverken tilfældigt eller heldigt, at vi har hentet syv sejre i otte kampe. Vi har et hold, der er konkurrencedygtige, og vi har dygtige spillere, som stadig kan blive bedre. Vi har slet ikke set det bedste fra os endnu, siger FC Midtjyllands cheftræner, Thomas Thomasberg.

Og med momentum i Superligaen er selvtilliden også vokset hos FCM-cheftræneren.

- Jeg ved godt, at du vil have mig til at sige, at vi vinder guld. Hvis vi vinder de sidste 16 kampe, så vinder vi også mesterskabet. Dog er der stadig et stort stykke arbejde foran os. Men selvfølgelig drømmer jeg også om guld som alle andre, understreger Thomas Thomasberg.

Vil vinde over Viborg

Mandag aften venter et midtjysk derby på MCH Arena, når rivalerne fra Viborg FF kommer på besøg.

- Det betyder meget for de midtjyske fans og for os, at vi kan bevise, at vi er de store og kan nedlægge Viborg. Vi glæder os til en kamp, hvor der er god tænding på både tribunen og banen. Det er så fedt, at vi har fået et lokalopgør, der har den dimension, siger Thomas Thomasberg.

På tvmidtvest.dk varmer vi op til kampen allerede fra kl. 17.30 mandag med masser af gæster på stadion i Herning.