Slap af mand, jeg er tilgivet! Martin var rocker og sad 13 år i fængsel - nu er han præst

Hans kriminelle CV er langt. Længere end han selv kan huske i hovedet.

Martin Bentsen har skrevet alle dommene ned på en lille lap papir, inden han skal stå foran en fyldt sal af nysgerrige tilhørere og fortælle om sit liv.

- Der er 1, 2, 3...14 forskellige overtrædelser, siger 43-årige Martin Bentsen og læser højt fra papiret.

- Vold, grov vold, vold mod tjenestemand, narkotika, drabsforsøg, tyveri, brugstyveri, hæleri. Jeg kan ikke huske det hele, så er nødt til at gå min straffeattest igennem.

Aftenens foredrag handler om hans forvandling fra utilpasset ung og senere dybt kriminel rocker til i dag, hvor han søndag efter søndag står i Herning Oasekirke iført præstetøj og prædiker for kirkegængerne.

En forvandling, der startede, da han i fængslet begyndte at læse i Biblen. Men den del kommer vi til.

En hård start på livet

For historien om Martin Bentsen begynder med en fortælling, han hele sit liv har fået fortalt; at han som spædbarn - i bogstaveligste forstand - blev tabt tabt på gulvet af sin mor, der på det tidspunkt blot var 16 år gammel.

Martin Bentsen blev indlagt på hospitalet, og da han igen blev udskrevet, var det ifølge Martin selv hans mormor, der fik plejetilladelse til det lille barn.

- Jeg kan ikke rigtig huske, at det skete med mig som barn, men det satte nogle spor i mig, fortæller Martin Bentsen i dag.

Hans tanker var kaotiske og flyvske. Han fik konstateret damp - det, man i dag kender som ADHD - og han mindes, hvordan han konstant blev sendt udenfor døren i skolen, fordi han forstyrrede klassen.

Det endte med, at han blev smidt ud af skolen i 3. klasse og sendt på en institution for utilpassede børn.

På det tidspunkt havde han fire gange fundet sin mor, hvor hun ifølge Martin havde forsøgt at begå selvmord.

- Når jeg spurgte hende, hvorfor hun gjorde det, så sagde hun til mig, at jeg var grunden til, at hun gjorde det, fortæller han.

Oplevelsen og de ord fra moren var med til at præge den måde, han så sig selv på som barn.

- Hvorfor i alverden ville min mor tage livet af sig selv på grund af mig? Hvad er det, der er galt med mig? Jeg følte ikke, at jeg var noget værd. Jeg følte ikke, at der var nogen, der kunne elske mig, siger Martin Bentsen.

Lige børn leger bedst

Det begyndte at gå galt med kriminaliteten allerede, da Martin Bentsen var 14 år gammel.

Han kom i det, mange nok vil kalde dårligt selskab. Efter at have boet på institution i 3,5 år lærte han ting, som børn normalt ikke burde fra de andre unge.

Han begyndte at hænge ud med de drenge, som havde hang til at lave ballade.

- Lige børn leger bedst. Vis mig dine venner, så skal jeg fortælle dig, hvordan du er, siger Martin Bentsen.

Men han havde svært ved at tro på, at de nye kammerater rent faktisk gad at være venner med ham.

Hans taktik blev at imponere de andre ved at overgå dem i de drengestreger, der snart blev til hård kriminalitet. Først var det butikstyveri, cykel- og knallerttyveri, så biltyverier, slagsmål, indbrud og narkokriminalitet.

- Hvis der var én, der slog tre mennesker ned, så slog jeg fem mennesker ned. Når jeg overgik de andre, så fik jeg en masse anerkendelse og en masse skulderklap, siger han.

Martin Bentsen begyndte at ryge hash i 8. klasse. Først var det vildt grænseoverskridende, men inden længe havde han også prøvet amfetamin og kokain. De ting, der førhen virkede fuldstændig vanvittige, blev hverdag.

Det samme skete der med kriminaliteten og hans følelse af samvittighed. Som 15-årig røg han i fængsel for første gang for en blanding af biltyveri, indbrud og vold.

- I starten lå jeg nogle gange hjemme om aftenen og kunne ikke sove, fordi jeg havde så dårlig samvittighed over, hvad der var, jeg havde lavet. Men når jeg dagen efter så mine venners begejstrede blikke, så ville jeg hellere have deres anerkendelse, end jeg ville gøre det, jeg følte, var rigtigt, fortæller han.

Dybere ind i kriminalitet

Martin Bentsen kom år for år dybere ind i stofmisbrug og den kriminelle verden. Når han var uden for fængslet, lavede han kriminalitet, og når han sad inde, bankede han de andre fanger og overfaldt fængselsbetjente, hvis de gjorde ham vred.

Som 22-årig fik han dom til behandling på ubestemt tid, fordi det normale fængselssystem ikke længere kunne håndtere hans aggressive adfærd. Men også her var han udadreagerende og voldelig i en grad, som systemet ikke kunne acceptere.

- Jeg bankede stort set alle læger og patienter. Det endte med, at de bæltefikserede mig, indtil der var et arresthus, der gad tage imod mig, siger Martin Bentsen.

Ude i friheden igen efter mange år bag tremmer søgte Martin Bentsen om at blive medlem af rockergruppen Bandidos. Det er et kapitel af hans liv, som han helst ikke går i detaljer med.

- Hvis man er kriminel, så er toppen af det der at være med i en bande. Så jeg syntes, det var en succesoplevelse at komme med i Bandidos. 

I fængsel for sidste gang

13 år af Martin Bentsens liv er foregået bag tremmer.

Den sidste dom var på to år og otte måneder, og efter eget udsagn fik han den, fordi han tog skylden for en af sine venner.

- Mens jeg sad derinde i fængslet, var jeg rigtig godt træt af mit liv, siger han.

Han havde fået nok af det kriminelle miljø og stofmisbruget. Nu ville han ud.

Han havde hørt i medierne, at der fandtes et bandeexit-program, som man kunne blive optaget i, hvis man havde været medlem af en bande.

Så det forsøgte han, men blev afvist. Hans historik og voldsomme temperament talte imod ham, så myndighederne ville ikke investere tid og penge i ham, lød begrundelsen, husker Martin Bentsen.

Og ganske rigtigt, hans temperament løb stadigvæk af med ham. Men kun én sidste gang.

- Jeg lavede det sidste overfald inde i fængslet, hvor jeg stak en anden indsat ned og smadrede ham med en stegepande og hældte kogende vand over ham, fortæller han om episoden.

Biblen i hænderne

Konsekvensen var, at han røg i isolationscellen. På det tidspunkt havde Martin Bentsen nået bunden. Han var dybt ulykkelig og uden retning i livet.

Uden helt at vide hvorfor begyndte han at læse i den bibel, som han kunne få med ind i isolationscellen. Måske kunne Gud hjælpe ham, tænkte han uden helt at tro på det.

Han læste som en ustyrlig hver dag i seks, otte og sågar tolv timer ad gangen. Først mærkede han ingen forandring.

- Jeg var bare inde i et lille rum med selv og den bog her. Og jeg mærkede det ikke selv i starten. Det var folk omkring mig, der mærkede den forandring, siger han og refererer til Biblen.

En måned efter kom betjentene ind på hans celle og ville vide, hvad der var galt med ham. Han opførte sig anderledes, end han plejede, mente de. Martin Bentsen var ikke aggressiv og voldelig længere, og han råbte og skreg ikke, når noget gik ham imod, fortæller den nu tidligere indsatte.

- Jeg tænkte, det var noget mærkeligt noget at sige. For mit temperament har været altødelæggende for mig. Jeg har aldrig nogensinde kunnet styre mit temperament før.

Der gik et par måneder mere med læsning, og pludselig mærkede han det, som folk omkring ham allerede har fået et indtryk af. I kroppen mærkede han en fred skylle igennem sig. Den konstante rastløshed og uro var væk. Han fik ro i sine tanker og i sit hjerte.

Og så sagde han højlydt inde på cellen:

- Slap af, mand! Jeg er tilgivet, fortæller han.

Ordene om næstekærlighed og tilgivelse fik ham til at tro på, at han havde værdi i Guds øjne. På trods af alt det, han har fået at vide hele sit liv og på trods af de grumme ting, han har forvoldt andre.

- Jeg begyndte pludselig at se, at jeg er elsket. At der er formål med mit liv. Sådan noget, som jeg aldrig har kunnet se før. Det kan godt være, det er en lille ting for folk at føle sig elsket og føle, at man er noget værd. Men for mig var det virkelig, virkelig stort.

Opium for folket

I det øjeblik gik det op for Martin Bentsen, hvilken vej han skulle gå. Han ville uddanne sig til præst.

- Jeg skal fortælle folk, at der er en Gud, som elsker os, og at der er håb for os alle, siger han om sin mission.

Hans forvandling er så uforklarlig og vild, at han godt forstår, hvis ikke-troende har svært ved at tro på det, han fortæller. Men ifølge ham så er han et billede på, at der kan ske mirakler.

- Religion er jo bare opium for folket, ikke? Men når psykiaterne siger, at det, der er sket med mig på den tid, ikke kan lade sig gøre, så sagde jeg: “Det må du spørge Gud om, for jeg kan heller ikke komme med en forklaring på det”.

Hans rejse mod at leve et normalt liv med studie, job, husleje og daglige indkøb efter fængslet var ikke nem. Han havde aldrig lært samfundets sociale spilleregler at kende, og mødet med hverdagen var én stejl læringskurve.

Han formåede at tage nogle fag på HF og startede så på en bibelhøjskole i Mariager, hvor han kunne læse en bachelor i teologi gennem et australsk universitet.

En dag tæt på slutningen af hans teologistudie læste han så stillingsopslaget til det job, han besidder i dag.

Herning Oasekirke søgte en ny præst, og han greb straks chancen. Frimenigheden havde ikke et krav om, at han havde en fuld kandidatgrad i teologi. For dem var det nok med hans bachelor.

I menighedsrådet så de hans historie som et plus snarere end et rødt flag.

- Der var mange overvejelser. Jeg ved ikke, om vi var nervøse. Vi havde en ro i at kunne mærke, at han skulle være hos os, fortæller Henry Timm Andersen, der som formand i Herning Oasekirke var med til at ansætte Martin Bentsen.

- Han er jo kreativ, fantastisk favnende og på ingen måder fordømmende overfor nogen, fortsætter han.

Familiefar og lykkelig

I dag bor 43-årige Martin Bentsen i Herning med sin familie. Han er gift med Farah, sin arabiske prinsesse, som han kalder hende.

De to mødte hinanden på bibelcamping. Det tog et par år, hvor de lærte hinanden bedre at kende, og hun så ham an, inden hun sagde ja til at gifte sig med ham.

- Det var noget af et nåleøje, jeg skulle igennem. Men vi har været sammen i syv år i dag, siger Martin Bentsen.

De har fået en lille datter, som er ét år i dag. Aldrig før har han oplevet, at han kunne elske et andet menneske på den måde, som han elsker sin datter og sin kone.

- Jeg tror faktisk, at mine drømme er opfyldt. Jeg har en kone, og jeg har fået et barn. Jeg er virkelig lykkelig. Jeg har ikke regnet med det her.

Med tid og med bøn har han også tilgivet sig selv for de ting, han har gjort i sin fortid. Det har været hårdt, og traumerne rammer ham stadig af og til som mareridt i natten. Det kan godt være svært at leve med.

Risikoen for at få tilbagefald til kriminalitet er ikke noget, han frygter. For i dag har han for meget at miste.

- Da jeg lavede kriminalitet før i tiden, var det for at føle mig som en del af noget og føle mig accepteret. Jeg er elsket i dag. Jeg har kone, børn, uddannelse og job. Jeg vil ikke engang kunne overskue konsekvenserne af ikke at have det. Så det kommer ikke til at ske, siger han.

Mørket er blevet til lys. 

Og det budskab vil Martin gerne give videre andre i sine foredrag - og i sine prædikener som præst.

- Jeg håber, at folk får det med, at der er håb, og at man ikke skal give op på mennesker. Man skal ikke dømme nogen ude. Der er håb for alle mennesker, tror jeg, siger Martin Bentsen.