Særlig detalje reddede kirke fra brand: - Det er godt lavet

Godt håndværk er med al sandsynlighed forklaringen på, at branden ikke nåede at udvikle sig, lyder det fra indsatsleder.

Brand & Redning MidtVest blev mødt af flammer og røgudvikling fra en eltavle i Gjellerup Kirke ved Herning kort før klokken 12.00 torsdag.

Det fortæller indsatsleder Lars Stensbjerg, der samtidig kan berette om, at godt håndværk var skyld i, at branden aldrig for alvor fik fat.

- Strømmen er lavet sikkerhedsmæssigt rigtigt, og det er faktisk skyld i, at det ikke bredte sig.

- Det er ikke et krav. Der er bare nogle, der har monteret eltavlen på en gipsplade i stedet for et brændbart underlag. Så dem der har lavet det i sin tid fortjener ros. Det er rigtig godt lavet, siger Lars Stensbjerg.

Uheldig timing

Kirkens tagrum har været fyldt med røg, men derudover er der ikke sket meget i forbindelse med branden, lyder det fra indsatslederen.

Dog kunne episoden ikke have udspillet sig på et mere uheldigt tidspunkt.  

- Det mest ærgerlige er, at der skulle være foregået en begravelse klokken 13.00. De er rykket over i kapellet nu, forklarer Lars Stensbjerg.

Brand & Redning MidtVest har forsøgt at begrænse brugen af vand, da branden skulle slukkes, af hensyn til blandt andet kirketæppe og alter.