Sådan kommer du frem til Royal Run i Herning

Få overblikket over, hvordan du bedst kommer frem til Royal Run her.

Sidste år gik starten fra Frederiksberg - i år vil skuddet lyde i Herning.
Sidste år gik starten fra Frederiksberg - i år vil skuddet lyde i Herning.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Når H.K.H. Kronprins Frederik i dag skyder Royal Run-løbet i gang i Herning, skal knap 19.000 løbere prøve kræfter med en af de tre distancer. 

Det kan give trafikale problemer, og derfor opfordrer Herning Kommune alle som kan til at tage offentlig transport, cykle eller gå til løbet. 

Få overblikket over, hvordan du bedst kommer frem til Royal Run her. 

🚶‍♀️ Gående

- Tusindvis af borgere i Herning med adresse i de områder, løbet foregår, har modtaget besked i e-boks om, hvordan de skal forholde sig, skriver Herning Kommune i en pressemeddelelse. 

Generelt opfordrer kommunen alle som kan til at bruge benene rundt i byen, da flere veje er spærret i forbindelse med løbet. 

Kommer du gående ind mod startområdet, mens løbet er i gang, opfordrer arrangørerne gående til at tage Dalgasgade. 

🚲 På cykel

Kommer du på cykel til Royal Run anbefaler Herning Kommune, at du parkerer din cykel ved en af cykelparkeringspladserne på Dalgas Alle 1 eller på Herninglund P-plads.

Gl. Vejlevej og Alhedestien vil være spærret, men der er opsat skilte, som du kan følge til alternative ruter. 

Arrangørerne har samlet anbefalede cykelruter til Royal Run, som du kan se her:

Anbefalede cykelruter i Herning.
Anbefalede cykelruter i Herning.
Foto: Royal Run

🚌 Med tog eller bus

Du kan med fordel tage toget eller bussen til Herning Station, som ligger én kilometer fra startområdet ved Markedspladsen. 

Benyt Dalgasgade, hvis løbet er i gang, når du ankommer, opfordrer arrangørerne.

Se flere ruter til Royal Run her.

Startområder til Royal Run.
Startområder til Royal Run.
Foto: Royal Run

🚗 I bil

Det bedste råd er at komme afsted i god tid, og vær forberedt på kø, hvis du kører i bil til Herning mandag. 

Parkér ved MCH på Vardevej, og sæt GPS'en til parkeringspladserne P2 og P3, som er forbeholdt gæster til Royal Run. 

Herfra er der tre kilometer ind til startområderne, og har du ikke lyst til at gå, cykle eller løbe de ekstra kilometer, kan du tage en shuttlebus ind til startområdet. Shuttlebusserne er gratis og kører mellem MCH og startområdet i tidsrummet fra 8.30-18.00 mandag. 

Det er også muligt at parkere ved Herningcenteret eller Sportcenter Herning, hvor der dog ikke er shuttlebusser at tage. 

Køretøjer med handicapparkeringskort kan parkere ved den gamle sygehusgrund med indkørsel fra nord via Gullestrupvej og Møllegade, skriver arrangørerne på hjemmesiden. 

Flere veje er spærret for gennemkørsel i forbindelse med løbet. 

Disse veje er spærret i forbindelse med Royal Run.
Disse veje er spærret i forbindelse med Royal Run.
Foto: Royal Run