Rift om sæsonkort til superligafodbold

En uge før sæsonstart i den danske superliga er der mange fans, der allerede har købt sæsonkort hos FC Midtjylland, Viborg FF og Silkeborg IF. De tre klubber melder alle om et stigende salg.

Den kommende sæson har Midt- og Vestjylland tre superligahold, og de melder alle om stor interesse for at købe sæsonkort.
Den kommende sæson har Midt- og Vestjylland tre superligahold, og de melder alle om stor interesse for at købe sæsonkort.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Efter den danske EM-rus har lagt sig, kan danske fodboldfans nu se frem mod sæsonstarten i den hjemmelige superliga. 

Om præcis en uge sparker FC Midtjylland sæsonen i gang på hjemmebane mod OB, og allerede nu er der mange, der har sikret sig billetter til hele sæsonen.

- Vi forventer, at vi kommer til at sælge flere sæsonkort i år end sidste år, da vi allerede nu matcher salget fra sidste år på omkring 5000 sæsonkort, siger Preben Rokkjær, der er marketings- og supportdirektør hos FC Midtjylland.

Han forventer, at det samlede salg af sæsonkort kommer op på 5400 fordelt på fodboldfans og sponsorere. Prisen for et sæsonkort hos de midtjyske ulve ligger på mellem 1000 og 2500 kroner.

Stor vækst hos oprykkerne

Hos oprykkerne og konkurrenterne i Silkeborg og Viborg er der også rift om sæsonkortene. Viborg FF har solgt over 1000 sæsonkort, og ifølge Viborg Stifts Folkeblad er det mere end en fordobling af klubbens hidtidige salgsrekord.

I Silkeborg har de i år startet salget af sæsonkort omkring en måned senere end normalt, da de ventede på udmeldinger om sommeren og efterårets corona-restriktioner. Men trods den sene salgsstart, så har de allerede overgået salget i forrige sæson med 20 procent.

- Lige nu har vi solgt omkring 600 sæsonkort, og det er meget tilfredsstillende. Lige nu er folk gået på ferie, så vi regner med, at der kommer yderligere vækst, siger Anders Madsen, der er administrationsmedarbejder hos Silkeborg IF.

Han forventer, at klubben kommer til at sælge over 1000 sæsonkort. Her varierer priserne mellem 700 og 1400 kroner.

Hos både Viborg FF og FC Midtjylland har de i år givet mulighed for at købe sæsonkort på abonnement, så betalingen kan deles ud over hele året i stedet for, at det hele skal betales på en gang.

Viborg FF spiller første superligakamp på udebane mod FC Nordsjælland den 18. juli, og Silkeborg IF begynder sæsonen på hjemmebane den 19. juli mod Sønderjyske.