Politiet talstærkt til stede hele natten: Mand gemte sig i sit hus og truede politiet med økse

Manden er nu anholdt.

Manden bliver formentlig fremstillet søndag (Arkivfoto).
Manden bliver formentlig fremstillet søndag (Arkivfoto).
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Politiet var talstærkt til stede på Engebækvej i Stakroge syd for Herning fra fredag aften til lørdag morgen.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen.

Ifølge vagtchefen modtog de en anmeldelse fra en af byens borgere, som havde set en mand smide en masse ting ud på vejen omkring klokken 21.

- Vi tog derud, og da vi kom til adressen, gik manden ind i sit hus, og han begyndte at true politiet med blandt andet en økse, siger Anders Olesen og tilføjer:

- Vi kunne ikke gå ind til ham, fordi vi var bange for, at manden havde et våben derinde, og så truede han politiet, og han kastede ting ud ad vinduet.

Vagtchefen fortæller også, at politiet forsøgte at få manden ud hele natten, men det lykkedes ikke.

- Her til morgen besluttede vi så at gå ind efter ham. Han blev derfor anholdt klokken ni, og han bliver nok fremstillet i grundlovsforhør i morgen, fortæller Anders Olesen.

Der var tale om en psykisk syg mand, der boede alene på adressen.

Vagtchefen ønsker ikke at oplyse mandens alder eller hvor mange betjente, der var til stede på adressen, men TV MIDTVESTs reporter så otte patruljebiler og en lægebil køre på hovedvejen ved Sønder Felding lørdag morgen.