Offer for overfald var 21-årig mand på krykker

Det var en 21-årig mand, der onsdag blev overfaldet med kniv og køller ved et rygeskur foran sygehuset i Herning.

Onsdag dannede et rygeskur foran sygehuset i Herning ramme om et alvorligt overfald. Her blev offeret, en 21-årig mand på krykker, pludselig mødt af tre mænd.

Manden blev slået med køller, sparket og ramt af fem knivstik i ryggen. Han blev efter overfaldet indlagt til behandling på sygehuset, men hans skader er ikke livstruende.

quoteOfferet har ikke været særlig meddelsom.

Jesper Brøndum, vagtchef, Midt- og Vestjyllands Politi

Det oplyser vagtchef Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Gerningsmændene er fortsat på fri fod.

- Offeret har ikke været særlig meddelsom, men han har forklaret, at han sad i et rygeskur foran indgangen til sygehuset, hvor han skulle tilses på grund af et beskadiget ben. Tre mænd henvender sig, og der opstår slagsmål, hvor han bliver slået med en kølle samt stukket flere gange i ryggen med en kniv, siger vagtchefen.

Den 21-årige mand, som bor i Herning, anvender krykker på grund af sin benskade.

De tre overfaldsmænd, der alle var iført mørkt tøj, løb fra stedet i nordlig retning af Gullestrupvej mod en OK-tankstation.

- På tankstationen træffer vi seks personer, som vi mistænkte for at have forbindelse til sagen. Men de har fået lov til at gå igen, oplyser vagtchefen.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.