Ny rørledning skal sikre ekstra ilt til coronasmittede

Isolationsafsnittet på Regionshospitalet i Herning får en ny rørledning med ilt, der skal sikre behandlingen af coronaramte patienter.

Regionshospitalet i Herning.
Regionshospitalet i Herning.
Foto: Hospitalsenheden Vest

Ilt er et vigtigt redskab i behandlingen af coronasmittede patienter, der bliver indlagt på hospitalet. 

Derfor gik Hospitalsenheden Vest i Herning i går i gang med at trække en ekstra rørledning med ilt, som skal løbe parallelt med den eksisterende rørledning uden på hospitalsbygningen i Herning. 

Det skriver Hospitalsenheden Vest i et nyhedsbrev. 

Flemming Madsen, der er sektionsleder ved Hospitalsenheden Vest, fortæller, at det er den ekstraordinære situation med coronasmitten, der har sat arbejdet i gang. 

Mange patienter på ét sted

Hospitalets ledelse forventer, at man i den kommende tid skal kunne sørge for store mængder af ilt til respiratorbehandlingen af COVID-19 patienter på isolationsafsnittet i Herning. 

- Der kan opstå udfordringer, hvis der er tale om mange patienter, der skal have ilt på samme tid, og de alle er samlet på ét sted på hospitalets område. Det vil vi ikke risikere, siger Flemming Madsen.

Han forklarer, at hvis man kunne sprede de coronasmittede patienter ud på regionshospitalets område, ville der ikke være udfordringer. Men fordi patienterne skal isoleres, har man været nødt til at opjustere tilførslen af ilt.

- Der er overhovedet ingen problemer på nuværende tidspunkt, men vi vil være sikre på, vi kan følge med, hvis der kommer en spidsbelastning, fortæller Flemming Madsen. 

Ilttank fra Gødstrup

Den nye rørledning skal tilsluttes en ny ilttank, der bliver placeret tæt ved isolationsadsnittet.

Fordi der skal handles hurtigt, forventer Flemming Madsen, at ilttanken bliver hentet fra det nye store sygehus i Gødstrup. 

Ifølge Hospitalsenheden Vest vil det sikre en tilstrækkelig forsyning af ilt døgnet rundt. 

Hospitalsenheden Vest er samtidig ved at undersøge, om de øvrige hospitaler også har brug for at få etableret en større iltforsyning i forbindelse med coronaepidemien. 

- Ingen af os havde forestillet os, at vi ville stå i sådan en situation, men vi har fået masser af hjælp fra en rådgiver, der har viden og ekspertise, og det er det, vi agerer ud fra, siger Flemming Madsen. 

Den parallelle iltforsyning forventes at være på plads i løbet af næste uge.