Nordmand afløser nordmand: HIH henter skud- og brudstærk bagspiller

Den norske landsholdsspiller Ingvild Bakkerud skifter fra Odense Håndbold til Herning-Ikast Håndbold fra næste sæson.

Ingvild Bakkerud (til venstre med ryggen til) skifter fra Odense til Herning-Ikast (arkivbillede).
Ingvild Bakkerud (til venstre med ryggen til) skifter fra Odense til Herning-Ikast (arkivbillede).
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Når Tonje Løseth til sommer forlader Herning-Ikast Håndbold for at tage til franske Brest Bretagne, og klubben samtidig må vinke farvel til Mathilde Bjerregaard, der stopper karrieren på grund af knæproblemer, kommer der til at være et hul.

Eller det skulle man tro.

For håndboldklubben har onsdag meddelt, at norske Ingvild Bakkerud, der spiller i Odense Håndbold, bliver en del af truppen.

- Det er en klub med masser af rigtig dygtige spillere, hvor ambitionerne er gode, og hvor konkurrencen er sund. Miljøet i klubben - både på og uden for håndboldbanen - virker til at være rigtig godt, og det ser jeg rigtig meget frem til at blive en del af, siger Ingvild Bakkerud til sin nye klubs hjemmeside.

Den 187 centimeter høje, norske spiller dækker venstre back.

Kvaliteter i begge ender

I Ingvild Bakkerud har Herning-Ikast Håndbold fået en hårdtarbejdende spiller, der vil træne og blive bedre. Sådan beskriver cheftræner Mathias Madsen den nye spiller.

Men Ingvild Bakkerud, der deltog ved VM for Norge, er ikke kun hentet ind, fordi hun er hårdtarbejdende.

- Det er en virkelig spændende profil, og det fik vi selv at se og mærke, da vi mødte Odense hjemme for nylig. Skudmæssigt og brudmæssigt er hun rigtig dygtig, og så har hun en spændende andenfase, hvor hun kan lægge et ordentligt tryk, som kan gøre ondt på mange hold, siger Mathias Madsen.

Selvom den offensive profil af spilleren er tydelig, er det faktisk også med et stort fokus på den defensive del af spillet, at Bakkerud er valgt.

- Med al respekt for Odense synes jeg ikke, at de har fået Ingvilds defensive kvaliteter med. Vi skal have løftet hende op til at udfylde det defensive rum, som Tonje og Mathilde (Løseth og Bjerregaard, red.) efterlader. Jeg ved, at det er en rolle, som hun har søgt, og den får hun hos os, lyder det fra træneren.

Herning-Ikast Håndbold og Ingvild Bakkerud har indgået en kontrakt på to år.