Nichlas, en sky autist – sådan blev hans liv ændret totalt

Nichlas Faaborg Nielsen har levet en meget isoleret tilværelse som autist. Deltagelse i et projekt kom til at ændre hans liv.

Nichlas Faaborg Nielsens liv ændrede sig totalt, da han deltog i KLAR TIL START.
Nichlas Faaborg Nielsens liv ændrede sig totalt, da han deltog i KLAR TIL START.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Nichlas Faaborg Nielsen er autist. 

Tidligere var hans liv meget ensformigt og ensomt. 

- Skolegang, hjem, skolegang, hjem, skolegang, hjem. 

Sådan beskriver han, den trummerum han levede i engang. 

- Jeg var ikke blandt mennesker. Det duede jeg ikke til, fortæller Nichlas. 

Men så kom han med i KLAR TIL START - et særlig tilrettelagt ansættelsesforløb for unge og voksne med autisme.

Det ændrede den 26-åriges liv totalt. 

- Det betyder alt for mig.  

- Jeg nyder hver eneste dag. Der er noget at stå op til, man faktisk gider, fastslår Nichlas Faaborg Nielsen.

Mennesker fremfor IT

Egentlig havde han taget en IT-uddannelse, men det, at arbejde med mennesker, trak i ham lige fra første dag i Fakta.

- Jeg elsker, at kunne gå ud på mit arbejde og kunne være sammen med de folk, jeg arbejder sammen med og kunne hjælpe kunderne, når de kommer og spørger og føle, at man blive værdsat for det, man laver, siger Nichlas Faaborg Nielsen.

Han har ni timer om ugen i butikken, hvor han fylder varer op og nogle gange står ved kassen. 
Det sidste er en kæmpe sejr for Nichlas, der plejer at isolere sig totalt fra socialt samvær. 

- Jeg kan føre en normal samtale uden at skulle sætte mig i en rolle, som andre gerne vil, jeg skal være i. 

De to år i forløbet, har givet ham langt mere end forventet. 

- Jeg kunne meget mere, end jeg havde regnet med. Hver dag lærer jeg jo stort set altid noget nyt om, hvad jeg kan holde til. 

Hvis han en dag ikke er på arbejde, er den helt gal. 

- Hvis jeg er syg en dag, er jeg ved at rive hovedet af mig selv derhjemme, for jeg vil hellere være på arbejde end at sidde derhjemme. 

Vil gerne leve mere normalt

For halvandet år siden var Nichlas nået så langt i sin udvikling, at han kunne flytte i egen lejlighed i Herning. Han vurderer, at forløbet har lært ham at tage mere ansvar for sit eget liv.
Og målsætningen stopper ikke her. 

- Jeg prøver at skubbe grænsen for, hvad jeg kan klare for at kunne leve mere normalt, og jeg arbejder på at kunne være iblandt flere og flere mennesker. 

Nichlas er ikke i tivl om, hvad han sætter mest pris på ved sit job hos Fakta i Hammerum. 

- Jeg føler mig værdsat på arbejde. 

Du kan læse mere om KLAR TIL START her.

2:30
Her kan du se tv-indslag om KLAR TIL START.