Motorvej åben igen efter væltet grisetransport

Rute 18 Midtjyske Motorvej er åben igen, efter en væltet lastbil spærrede vejen i begge retninger.

Rute 18 Midtjyske Motorvej mellem rasteplads Søby og Herning Syd er åbnet igen mandag eftermiddag. 

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Andreas Andersen. 

Omkring klokken elleve mandag formiddag væltede en grisetransport og spærrede motorvejen i begge retninger. 

- Umiddelbart var det en dækeksplosion, der var i skyld i, at grisetransporten væltede, oplyser vagtchefen og tilføjer, at føreren af lastbilen er uskadt. 

Omkring halvtreds grise ombord 

Lastbilende havde omkring halvtreds grise ombord. Omkring syv-otte grise slap ud af lastbilen og løb rundt på vognbanen, sagde Lars Even, der mandag formiddag var vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

En af grisene var død, da politiet kom til stedet. 

- Efterfølgende blev der tilkaldt en dyrelænge, som så aflivede fire grise på stedet, siger Andreas Andersen. 

Politiet skal nu undersøge sagen nærmere og finde ud af, om der kan være andre grunde til, at grisetransporten væltede.

1. apr kl. 16:20

Vejen er åben igen

Politiet har nu afsluttet arbejdet på Rute 18 Midtjyske motorvej mellem Rasteplads Søby og Herning Syd, og vejen er igen åben i begge retninger . 

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Andreas Andersen. 

- Umiddelbart var det en dækeksplosion, der var i skyld i, at grisetransporten væltede, oplyser vagtchefen.

Politiet skal nu undersøge sagen nærmere og finde ud af, om der kan være andre grunde til, at grisetransporten væltede.

Da trafikken kører igen, lukker vi hermed livebloggen. 

1. apr kl. 13:48

Brandfolk færdige på stedet

Bjarne Gregersen, der er indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest, fortæller, at alle grise nu er fjernet fra lastbilen og motorvejen.

Han tilføjer, at brandfolkene også har opsamlet noget hydraulikvæske fra stedet.

- Vi er færdige på stedet nu. Nu er der et bjærgningsselskab, der skal fjerne lastvognen og anhængeren, siger Bjarne Gregersen.

- Det forløb godt og med hurtig og professionel assistance fra nogen, der kunne hjælpe med grisetransportere.

Vejen er fortsat spærret i begge retninger.

1. apr kl. 13:45

Flere grise døde

Indtil videre er fem ud af 55 grise døde som følge af ulykken. Nogle af dem er blevet aflivet af en dyrlæge, der blev tilkaldt til stedet.

Det oplyser Bjarne Gregersen, der er indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest.

- Tallet kan selvfølgelig blive større, når de bliver undersøgt, siger han.

Der var både grise i forvognen og i lastbilen, og brandfolkene måtte skære hul i begge dele, for at komme ind til grisene.

- Vi fik fat i to andre grisetransportere, som kunne komme og assistere, og så har vi hjulpet med at flytte dem, siger indsatslederen.

1. apr kl. 13:24

Oprydningsarbejde et par timer endnu

- Vi er stadigvæk i gang med oprydningen. Det kommer formentlig til at pågå et par timer endnu, siger Lars Even, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

- Grisene er så vidt jeg ved bjærget og væk.

Vagtchefen bekræfter, at der er etableret omkørsel både syd og nord for ulykkesstedet.

- Man bliver ledt af og kommer til at køre ad hovedvejen, der går parallelt med motorvejen, siger han.

Der arbejdes lige nu på at få flyttet lastbilen og ryddet op på stedet.

1. apr kl. 13:19

Grisene flyttes

Se her, hvordan grisene flyttes.

0:52
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST
1. apr kl. 13:11

Spor åbent

Der er i øjeblikket et spor åbent i begge retninger, oplyser en person på stedet, TV MIDTVEST har kontakt til.

1. apr kl. 12:47

Dronevideo over vejen

Her ses, hvordan grisetransporten spærrer vejen og danner kø på begge sider.

Videoen er taget af Presse-nyt.nu.

1:08
Presse-nyt.nu
Foto: Presse-nyt.nu
1. apr kl. 12:33

Det anbefales at finde andre veje

I sydgående retning (mod Vejle) vil der løbende være spærret og genåbnet alt efter behov, skiver Vejdirektoratet.

Trafikken bliver ledt fra ved frakørsel 13 Arnborg. Rejsetiden forlænges med 10-30 minutter.

Det anbefales at finde andre veje.

1. apr kl. 12:16

Bjergningskøretøj ankommet

Et bjergningskøretøj er ankommet og gør klar til at fjerne den forulykkede lastbil med grise, siger TV MIDTVESTs Karl Erik Lørup, som er på stedet.

Han fortæller, at grisene fra den væltede transport er ved at blive læsset over på en anden lastbil.

lastbil
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST
1. apr kl. 12:09

Løsslupne grise

Der er syv-otte grise, der er sluppet ud af lastbilen, og som løber rundt på vognbanen, oplyser Lars Even, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Han ved ikke, hvor mange grise der er i alt er i lastbilen.

- Der skal ryddes op derude, og grisene skal indfanges, siger han.

Der er tilkaldt en dyrlæge, til at hjælpe med at håndtere grisene. Politiet forventer, at oprydningsarbejdet kommer til at tage nogle timer.

- Vi forsøger at spærre af, så man kan komme af på nogle naturlige afkørsler. Der er ved at blive etableret omkørsel, siger Lars Even.

- Der bliver både afkørsler nord og syd for uheldet.

Vejen forventes genåbnet i løbet af eftermiddagen.