Møde kan ende med lang fængselsstraf: Stak mand og slog kvinde med hammer

Politiet leder efter en formodet gerningsmand, efter han har sendt en mand og kvinde på hospitalet.

Midt- og Vestjyllands Politiet ledte med cirka 10 mand, men kunne søndag ikke finde den formodede gerningsmand. Nu skal Nordjyllands Politi hjælpe, fordi den mistænkte har adresse i Nordjylland.
Midt- og Vestjyllands Politiet ledte med cirka 10 mand, men kunne søndag ikke finde den formodede gerningsmand. Nu skal Nordjyllands Politi hjælpe, fordi den mistænkte har adresse i Nordjylland.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST
Opdatering

  • Politiet mente i første omgang, at kvinden var blevet slået med en mukkert-lignende genstand, men har siden oplyst, at der sandsynligvis er tale om en hammer.

    Ligeledes er det præciseret, at manden er blevet stukket i både maven og armen.

Rundt regnet 10 betjente har gennemsøgt en ejendom i den sydlige del af Herning Kommune.

Her har de ledt efter en mand, de mistænker for at have sendt to personer akut på hospitalet.

En mand og en kvinde ringede klokken 15.44 til politiet. De havde akut brug for hjælp, for kvinden var blevet slået med en mukkert-lignende genstand. Manden var blev stukket ned.

 Det oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.

- Manden er blevet stukket i maven og i armen, siger vagtchefen.

Mange betjente på opgaven

Det var på en ejendom mellem Skarrild og Sønder Felding, politiet var rykket ud med en en håndfuld patruljer.

- Det er mange i forhold til en normal politiopgave, siger Jens Claumarch.

Alligevel lykkedes det ikke at finde den mistænkte.

- Der var ikke nogen på stedet, siger Jens Claumarch.

Den mistænkte bor i Nordjylland, og derfor skal Nordjyllands Politi nu se, om de kan finde ham på hans hjemmeadresse.

Offer stadig indlagt

Det er endnu for tidligt for politiet at sige noget om, hvad motivet for forbrydelsen er. 

Men noget tyder på, at de to ofre havde aftalt at mødes med den mand, som politiet altså nu leder efter.

De to ofre er blevet kørt til Regionshospitalet Gødstrup. Kvinden var udskrevet, da TV MIDTVEST talte med politiet klokken 17.15.

Grov vold

Her var manden stadig indlagt på hospitalet. Men han er uden for livsfare, og hans tilstand er stabil, oplyser vagtchefen.

Vagtchefen understreger, at det altid er alvorligt, når man stikker nogen med en kniv. Derfor kan manden, hvis han bliver fundet, se frem til at blive sigtet for grov vold. 

Han bliver ikke sigtet for forsøg på manddrab, fordi det mandlige offer ikke var i livsfare, oplyser Jens Claumarch klokken 18.20.