Minkavler kæmper videre mod vindmølleejer: - Det er en principsag

Kaj Bank Olesen har lukket sin minkfarm ved Vildbjerg på grund af støj fra vindmøller. En støjmåling kan nu blive et afgørende bevis i sagen.

Minkavler Kaj Bank Olesen har i seks år kæmpet mod ejeren af de vindmøller, der efter hans mening har smadret hans virksomhed ved Vildbjerg.
Minkavler Kaj Bank Olesen har i seks år kæmpet mod ejeren af de vindmøller, der efter hans mening har smadret hans virksomhed ved Vildbjerg.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg har aldrig haft de problemer, som jeg har set, siden de vindmøller kom op.

2:24
Kaj Bank Olsen fra Vildbjerg lukkede i 2018 sin minkfarm helt ned. Han mener, at fire nabo-vindmøller gør hans mink alt for stressede. 

Sådan lød det fra den frustrerede minkavler Kaj Bank Olesen tilbage i 2014.

I mere end seks år har han kæmpet mod ejerne af de vindmøller, der er sat op ved hans minkfarm i Vildbjerg. I dag blev der så foretaget en støjmåling, der kan komme til at spille en central rolle i sagen. 

Mink skambed og aborterede

Støjen fra vindmøllerne har - efter Kaj Bank Olesens overbevisning - stresset hans mink og ødelagt en hel besætning. Efter møllerne blev sat op, skambed flere mink hinanden, ligesom flere aborterede. 

I mellemtiden er dyrene blevet aflivet - og Kaj Bank Olesen er flyttet væk fra gården. 

- Det er en virksomhed, jeg har bygget op igennem 35 år, der er blevet fuldstændig smadret. 

Derfor stævnede Kaj Bank Olesen med hjælp fra sin advokat ejeren af de nærmeste vindmøller. Blandt andet fordi en dyrlægerapport slår fast, at der ikke er andre forhold end vindmøllerne, der kan forårsage den høje dødelighed.

- Det handler ikke om penge mere - det er en principsag, siger han. 

Vindmølleejerne har ikke ønsket at stille op til interview. Det er nu op til retten at afgøre, om det er møllernes skyld, at Kaj Bank Olesens dyr blev syge - og det skal den støjmåling, der blev foretaget i dag, blandt andet være med til at afgøre. Men der kan gå længe, før Kaj Bank Olesen får en afklaring. 

- Inden der kan sættes et punktum, så går der nok 2 eller 2 1/2 år. 

Resultatet af dagens måling ligger klar om tre uger.

2:09
Se indslaget om dagens støjmåling her.