Minister på farten: Blandet modtagelse i skattecentre

Karsten Lauritzen var i dag på tur rundt til regionens skattemedarbejdere, som der igen skal flyttes rundt på.

Mellem møderne med Skats medarbejdere, arbejder han videre i bilen.
Mellem møderne med Skats medarbejdere, arbejder han videre i bilen.
Foto: Sean Kelly Christensen

For to uger siden blev SKAT, som vi ellers kendte det, nedlagt og delt ud i syv styrelser. Det kommer blandt andet til at påvirke de nuværende skattecentre i Ringkøbing, Herning og Skive. 

I dag skulle Skatteminister Karsten Lauritzen (V) så møde de påvirkede medarbejdere for første gang for at snakke om, hvad det kommer til at have af betydning for medarbejderne. 

Reaktionerne var meget forskellige alt efter, hvor han talte. I Ringkøbing, hvor der er blevet tilført 170 nye arbejdspladser i forbindelse med skatterokaden, var de fleste positive. Det samme var Karsten Lauritzen:

- De var jo overvejende positive, og det er jo dejligt at besøge steder, der er så velfungerende, som skattecentret her i Ringkøbing, sagde skatteministeren. 

Herning mere skeptiske

I Herning kommer der også flere arbejdspladser, end der var før. Til gengæld ændrer arbejdsopgaverne sig en del, hvilket betyder, at de nuværende medarbejdere kan ende med enten at skulle arbejde på et andet skattecenter, eller finde et andet job. 

Karsten Lauritzen forstår godt, at der er lidt uro hos medarbejderne i Herning. 

- Jeg tror, de er glade for, at skattecenteret i Herning bliver lidt større og at der kommer en ny styrelse til, men man kigger jo mest på sig selv. Hvis man nu skal pendle længere eller ikke kan have sikkerhed for at arbejde i det område, man er specialiseret i, så bliver man lidt bekymret, siger Karsten Lauritzen. 

Tillidsmanden for HK i Herning, Ulla Madsen, er glad for, at skatteministeren tager sig tid til at besøge skattecentrene, men hun siger, at der er en choktilstand i skattecentret i Herning. 

- Da vi fik beskeden i forrige uge, opstod der en choktilstand. Det er jo fint nok, at der kommer flere arbejdspladser til Herning, men næsten alle vores opgaver ryger ud af huset, fordi der kommer én styrelse ind, siger Ulla Madsen. 

Det er cirka 160 medarbejdere, der skal flyttes ud af Herning, da de opgaver, som de nu varetager, ikke længere skal laves i Herning. Karsten Lauritzen mener dog, at på trods af de mange spørgsmål fra salen i Herning, at det nok skal gå. 

-  Jeg tror på det, og det tror jeg også, de fleste medarbejdere gør, siger skatteministeren.  

2:07