Mand fundet livløs i grøften: Politiet beder om hjælp til at finde skadet varebil

Politiet har tidligt i morges fundet en mand livløs i grøften udenfor Herning. De beder nu om hjælp til at finde den varebil, der har påkørt manden.

INCOMING 020324 1049 moth

Lidt i syv lørdag morgen fandt Midt- og Vestjyllands Politi en yngre mand liggende livløs ved sin cykel i grøften på hovedvej 15 vest for Herning.

Det oplyser vagtchef Carsten Henriksen.

- Han er blevet påkørt af en bil, som ikke er der, siger han.

Derfor er politiet nu meget interesserede i at finde frem til den bil, der har påkørt manden. 

- Vi har en ide om, at det er en varebil. Vi kan ikke sige noget om mærke, farve eller andet, men en eller anden form for varebil, siger Carsten Henriksen.

Det baserer politiet på nogle spor, de fandt på stedet, der er faldet af bilens højre forreste hjørne.

- Vi har et sidespejl, som er revet af, og så har vi noget, der godt kunne være en skærmkant. Sådan en plastikkant der sidder rundt om skærmen ved hjulet, siger vagtchefen.

- Det er blevet rykket af ved påkørslen.

Midt- og Vestjyllands Politi ved ikke præcist, hvornår ulykken er sket, men de tror, det er sket tidligere på morgenen, og at den der har påkørt manden, har kørt i retningen fra Videbæk og ind mod Herning.

- Hvis man tidlig morgen har kørt den strækning og har ramt noget, så vil vi meget gerne i kontakt med vedkommende, siger vagtchefen.

- Her ved man, at man har ramt noget. Der er mørkt jo, så måske ved man ikke, hvad man har påkørt.

Hvis du ved, hvor der holder en bil med de her skader, vil politiet også meget gerne høre fra dig.

Det er endnu ikke lykkedes politiet at identificere manden, der lå livløs på stedet.

Hovedvejen er spærret i begge retninger mellem Havnstrup og Snejbjerg på ubestemt tid, fordi politiet fortsat leder efter spor. Der er etableret omkørsel.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.