Mænd forsøgte at bortføre kvinde: Politiet efterlyser video fra beboere på disse gader

Beboere i Herning kan være til stor hjælp for politiet, som allerede nu takker for henvendelser om de to formodede gerningsmænd.

En ung kvinde blev i weekenden forsøgt bortført i Herning.
En ung kvinde blev i weekenden forsøgt bortført i Herning.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

- Allerførst vil jeg sige: tusinde tak. 

Sådan siger Lars Boe Larsen fra lokalpolitiet i Herning. 

Der er nemlig rigtig mange borgere, som har henvendt sig til politiet med tips om bilen eller de to mænd, som i weekenden var involveret i et kidnapningsforsøg i det centrale Herning. 

Men politiet har brug for endnu mere hjælp, siger Lars Boe Larsen, i arbejdet med at finde frem til gerningsmændene, som natten til søndag, ifølge politiet, overfaldt en 22-årig kvinde og forsøgte at bortfører hende.

Søger videomateriale

De to formodede gerningsmænd er beskrevet som 25-35 år, mørke i huden og med ikke etnisk dansk udseende. De talte dansk med accent, og den ene var iklædt en hvid T-shirt og mørke bukser, mens den anden var iklædt helt mørkt tøj.

Bilen, de kørte i, formodes at være en metalblå Ford Focus stationcar med lodrette baglygter, og være af ældre dato.

Nu beder politiet borgere på bestemte adresser i Herning om konkret hjælp. 

Politiet har nemlig brug for videoovervågning, hvor kameraet vender ud mod en eller flere af følgende gader i Herning: 

Hvis man har kamera på sin ejendom, som vender ud mod gaden, vil politiet rigtig gerne se det. 

- Man skal ikke bekymre sig om, hvorvidt man kan betjene det, eller om det nu også kan bruges til noget. Bare ring til os på 114, så skal vi nok tage os af resten, forsikrer Lars Boe Larsen fra lokalpolitiet. 

Alle tips gælder

De to mænd i den blå Ford Focus er mistænkt for at have forsøgt at tvinge en 22-årig kvinde ind i bilen natten til søndag. 

Ifølge politiet var kvinden på vej hjem fra byen, da bilen standsede ved siden af hende omkring klokken 02.30 og de to mænd steg ud. Det lykkedes hende dog at flygte fra stedet, fortalte lokalpolitiet mandag. 

Nu opfordrer politiet borgere til at henvende sig til politiet, hvis man har oplysninger i sagen. 

- Vi har brug for alle de vidner, vi kan få, så vi kan få klarlagt, hvordan bilen ser ud, hvor mange personer, der har været i bilen, mens den har kørt på den strækning her, siger Lars Boe Larsen. 

Og til det gælder alle tips, forsikrer han. 

- Det er både løst og fast, konkret fra den pågældende aften og historisk.