Politiet er stadig på bar bund efter forsøg på bortførelse

Politiet har fået flere henvendelser, men er fortsat uden gennembrud i sagen om en ung kvinde, der blev forsøgt bortført af fremmede mænd i Herning.

Lokalpolitiet i Herning beder fortsat om hjælp til at identificere to mænd ovenpå weekendens hændelse.
Lokalpolitiet i Herning beder fortsat om hjælp til at identificere to mænd ovenpå weekendens hændelse.
Foto: Colorbox, collage: Claus Klok, TV MIDTVEST

Folk har ringet helt fra København, hvor de mente at have set den bil og de mænd, som i weekenden blev kædet sammen med et forsøg på bortførelse af en 22-årig kvinde i Herning.

- Vi har fået flere henvendelser mange steder fra, men det har ikke ført til noget endnu, fortæller Henning Præstegård, politiassistent hos lokalpolitiet i Herning.

Mandag aften tikkede yderligere to henvendelser ind, som politiet skal tjekke op på tirsdag, men der lyder stadig en opfordring til at ringe ind, hvis man har oplysningerne i sagen.

- Måske tænker man, at det er en lille flig, som vi ikke kan bruge til noget, men vi vil gerne høre om den mindste lille ting i denne her sag. Den kan måske være en stor hjælp for os, siger politiassistenten.

To mænd i blå stationcar

De to mænd forsøgte at bortføre den 22-årige kvinde i det centrale Herning natten til søndag. Kvinden havde været i byen og var på vej hjem ad HP Hansensvej omkring klokken 02.30.

- Mens hun gik hjemad, kom to mænd kørende i en stationcar og stoppede ud for hende. De gik så ud og tog fat i hende og forsøgte at tvinge hende ind i bilen, forklarede Henning Præstegaard og fortsatte.

- Kvinden modsatte sig voldsomt, og til sidst gav mændene op. Kvinden kunne flygte fra stedet, og de to mænd kørte væk i vestgående retning.

De to mænd beskrives begge som 25-35 år. De er begge mørke i huden, har ikke etnisk dansk udseende talte dansk med accent. Den ene var iklædt hvid t-shirt og mørke bukser og den anden helt mørkt tøj.

Bilen er en formentlig en metalblå Ford Focus stationcar med lodrette baglygter. Bilen er af ældre dato.

Midt- og Vestjyllands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4.