Politiet lukker sag om penge i dug – nu ryger stort kontantbeløb i statskassen

Der har kun været én henvendelse på de penge, der blev fundet i en dug til et loppemarked.

Det var Henny Platz, der fandt pengene i dugen.
Det var Henny Platz, der fandt pengene i dugen.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det er ikke hver dag, man kan ryste en stor bunke pengesedler ud af en dug. Det var dog i desto mindre det, Aaskov Y’s Mens Club gjorde i begyndelsen af december.

Her havde man fået indleveret en dug, som skulle sælges på et loppemarked, men da de ville se nærmere på dugens stand, faldt et stort kontantbeløb i sedler ud på gulvet.

- Det var en speciel oplevelse. Selvfølgelig var det det, siger præsidenten i Aaskov Y's Mens Club, Karl Bøndergård. 

Pengene blev indleveret til politiet, som indtil slutningen af februar forsøgte på egen hånd at finde pengenes ejermand – dog uden held. Den 27. februar så politiet derfor ikke andre muligheder end at stå frem i offentligheden. Det har dog ikke kastet meget af sig.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der dagen efter kom én henvendelse. Politiet vurderede dog, at det ikke var pengenes rette ejermand. Siden har der ikke været nogen henvendelser.

Derfor lukker politiet nu sagen, og det ukendte beløb ryger derfor i statskassen. Det sker jævnfør hittegodsloven, som tillader politiet at overdrage hittegods til statskassen tre måneder efter indlevering.

Politiet understreger, at man har gjort rigtig meget for at finde personen, der afleverede dugen.

0:56
I december sidste år blev der indleveret en dug til Y's Mens loppemarked i Kibæk. Den viste sig, at være fyldt med penge. Men ingen har kunnet finde ejeren.