Kravlede op i 140 meter høj mast

En ung mand fra Herning kravlede i nat 80 meter op i en gittermast. Han fortrød og ringede 112. (Arkivfoto)

PolitiErme_0.jpg

Klokken 01.27 fik Midt- og Vestjyllands Politi en opringning fra en ung mand, der sad midt på en 140 meter høj gittermast.

Men da manden var nået 80 meter op i masten på Granvænet i Herning fortrød han og ringede 112.

- Vi ved ikke, hvorfor han kravlede derop. Han vidste heller ikke selv, hvordan han var kommet derop. Vi skønner han var påvirket af narko eller alkohol, fortæller Bent Smedegaard, sekretariatsleder, Midt- og Vestjyllands Politi.

Brand og Redning Herning blev sendt til stedet og to mand fra redningsmandskabet kravlede op til den unge mand og hjalp ham ned.

- Han frøs meget, så redningsmandskabet gav ham noget tøj på deroppe, og så kravlede han mere eller mindre selv ned, siger Bent Smedegaard.

Under hele redningsaktionen havde politi og redning telefonisk kontakt med manden.

Den unge mand var noget forkommen, da han kom ned og blev kørt en tur på skadestuen. Han kan nu se frem til et retsligt efterspil.

- Det vil typisk være en bøde, og så skal vi vurdere, om han skal betale regningen fra Brand og Redning, oplyser Bent Smedegaard.