Kammerater sælger Danmarks måske mindste autocamper
De nuværende ejere har sammen haft glæde af den mikroskopiske autocamper i deres sene teenageår. Men nu er de to 17-årige kammerater vokset fra idéen om at ligge meget tæt.
Der er meget vel tale om Danmarks - måske verdens - mindste autocamper, som nu udbydes til salg af to kammerater fra Aulum.
Morten Blæsbjerg og Tobias Eriksen købte den lille ombyggede Piaggio Ape 50 for et års tid siden, for det var alt, hvad knallertkørekortet rakte til.
Men nu fylder de 18 om lidt, og kørekortet til bil er inden for rækkevidde, så nu får nogle andre muligheden for at ligge meget tæt på tur.
- Vi får snart bil og sådan noget, så får vi den ikke brugt mere, så kommer vi til at køre bil i stedet for, siger Morten Blæsbjerg.
Den mikroskopiske camper er derfor sat til salg.
De italienske tuk-tuk'er er de seneste år blevet et populært alternativ til en lille bil på de danske veje, men den her skiller sig alligevel ud - både på udseende, funktioner og prisen, som er en del højere end andre brugte af slagsen.
- Prisen er 55.000 kroner, men den har også et køkken, og vi kan da stege et spejlæg, siger Morten Blæsbjerg, og Tobias Eriksen supplerer:
- Vi kommer til at savne den. Vi har haft mange hyggelige stunder i den sammen med kammerater. Sådan en tur på camping med en kasse øl, det er hyggeligt.
Køberen ska være klar på nærkontakt og at bakker på landevejen skal forceres meget langsomt. Motoren er en knallertmotor med en slagvolumen på bare 50 kubikcentimer. Topfarten er 25-30 kilometer i timen.
- Måske et gammelt ægtepar, eller et eller andet, som kunne se det sjove i at have sådan en, siger Tobias Eriksen.
Det skal være nogen, der stadig godt kan lide hinanden?
- Ja, man skal ligge lidt tæt derinde, siger de to kammerater i kor.
Den trange plads til trods, så skal man være en guddommelig forhandler for at presse prisen på den italienske lommeraket.
- Det kan da godt være, at vi kan forhandle om en liter benzin at køre hjem på, men nej, siger Morten Blæsbjerg.
- Det er ikke store penge, vi slår af. Vi har ikke travlt med at komme af med den, slår Tobias Eriksen fast.