Kæmpe håndboldfest rammer landsdelen

Jyske Bank Boxen lægger for sjette gang gulv til et internationalt håndboldmesterskab når VM for kvinder skydes i gang 29. november:

2:21
Omkring 100.000 gæster ventes at overvære VM i kvindehåndbold i Herning, hvor Danmarks har hjemmebane
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

Der er lagt op til håndbold-eufori med klaphatte, klappepølser og klapsalver.

For verdensmesterskaberne i kvindehåndbold skydes i gang om få dage i Jyske Bank Boxen i Herning.

Her får det danske kvindelandshold hjemmebane, så netop nu er medarbejderne i MCH Messecenter Herning i gang med de sidste forberedelser forud for VM-starten 29. november.

- Det er sjette gang, vi lægger gulv til et internationalt mesterskab i håndbold, så vi har en vis rutine, lyder det fra Astrid Andreasen, der er projektleder og koordinerer alle praktiske detaljer i og omkring stævnet.

Sidder på rygraden

Selv om mange ting sidder på rygraden, er der ændringer og små-forbedringer, som projektlederen skal kommunikere om med samarbejdspartnere og med selve værten for VM-arrangementet, nemlig Dansk Håndbold.

- Det er et stort arrangement med omkring 100.000 gæster, og naturligvis skal rammerne være i orden og alt skal klappe, siger Astrid Andreasen, der lige nu er ramt af den naturlige spænding som altid opstår i forbindelse med større sports-events.

Håndboldgulvet, som er en vigtig del af mesterskaberne, vil blive lagt de kommende dage. Hertil kommer dimensioneringen af tilskuerkapaciteten. I alt bliver der plads til 12.500 begejstrede gæster på tribunerne.

- Vi har desuden skullet skaffe plads til de cirka 200 pressefolk, som ventes at dække mesterskaberne her i Herning, fortæller Astrid Andreasen.

Sikkerhed i top

Med de mange gæster og cirka 450 spillere, ledere og trænere fra 32 nationer, skal der også være styr på sikkerheden ved VM i Herning. 

Og den garanterer sikkerhedschefen i MCH Messecenter Herning, Morten Viberg, for.

- Vi har et forhøjet trusselsniveau i Danmark netop nu, og det er klart vi skal holde øje med udviklingen fra dag til dag. Det har vi en vis rutine i, samtidig med at vi har et tæt samarbejde med såvel Midt- og Vestjyllands Politi, Brand- og Redning samt PET, oplyser Morten Viberg.

Guld lig med fadøl

I Herning Kommune ser de frem til de første kampe ved VM.

Specielt de danske kampe bliver interessante at følge, mener kultur- og fritidschef Søren Juul Baunsgaard.

- Vi glæder os til at få arrangementet sat i gang, og ser også frem til, at det hele er slut. Forhåbentlig med Danmark i en finale med guldmedaljer om halsen. Så giver jeg fadøl…….Øh, til dem der har arbejdet med arrangementet, lyder der grinende fra kultur- og fritidschefen.

Ud over Danmark er Norge og Sverige medværter ved VM i kvindehåndbold, der spilles for 26. gang. 

Danmark spiller sin første kamp i Jyske Bank Boxen 1. december, hvor modstanderen er Serbien.