Isligaens tophold slået af Frederikshavn

Herning blev kørt over med 8-2 af Frederikshavn, der lavede fire mål i løbet af de første seks minutter.

Herning Blue Fox
Foto: Foto: Blue Fox TV - arkiv

Med 27 point i de første 11 kampe har Herning været det bedste hold i de første måneder af den danske ishockeysæson.
    
Men træner Petri Skriko og hans succesfulde mænd kom under voldsom beskydning i tirsdagens udekamp i Frederikshavn.
    
Nordjyderne vandt 8-2 i en kamp, hvor det allerede efter seks minutters spil stod 4-0.
    
Hernings nye målmand, Ari Ahonen, blev nærmest skudt i sænk, inden holdkammeraterne fik sat en midlertidig stopper for bombardementet.
    
Nick Olesen scorede til både 1-0 og 4-0, mens de to øvrige scoringer blev sat ind af Henrik Eriksson og Marcus Pedersen.
    
Anthony DeLuca øgede til 5-0 i overtal kort inde i anden periode, og først i kampens 38. minut fik gæsterne gang i målscoringen. Toni Kallela reducerede trods undertal.
    
I tredje periode ramlede det igen for Herning. Mads Larsen, Jens Henrik Tönjum og Joachim Linnet sørgede for, at vendelboerne nåede op på otte scoringer. Markus Jensen fik undervejs reduceret til 2-6.
    
Med resultatet er der kun tre points afstand fra Herning og ned til forfølgeren, Rungsted. 
    
/ritzau/