Indsamling til soldater-familier

Værtshuse i Herning donerer lørdag en del af omsætningen til udsendte soldaters familier.

Soldater_Oerken_jeep.jpg

"Vi kender pårørende til soldater, som er udsendt. Derfor gør vi det".

Sådan lyder Jacob Lybys kortfattede svar på, hvorfor Fox and Hounds, sammen med andre værtshuse i Herning, lørdag vælger at donere en del af omsætningen til familier, som har et medlem udsendt som soldat i international tjeneste i for eksempel Afghanistan. Jacob Lyby arbejder på Fox and Hounds, hvor man har valgt at give en femmer hver gang en Carlsberg langes over disken.

Andre værtshuse som Café Karma og Gadespejlet giver ti procent af omsætningen - Van Kok giver en ti'er pr. solgt øl - Slagter Gøtzche giver et tilsvarende beløb for de pølser som sælges i den pølsevogn, der i anledning af arrangementet er stillet op i Østergade i Herning - i øvrigt side om side med en Leopard 2-kampvogn fra Jydske Dragonregiment.

"Vi håber at kunne indsamle 50.000 kroner, som vi vil give til foreningen Støt Vore Soldater - den vil så sørge for at få pengene givet videre til andre relevante foreninger", fortæller Stella Wisby - hun arbejder som bartender på værtshuset Murphy's og er kæreste med en soldat som er udsendt.