Hjerteproblemer har tvunget Niklas Eg af cyklen: - Jeg har grædt mange tårer over det

Niklas Eg indstiller sin professionelle cykelkarriere som 28-årig.

4:36
Niklas Eg har kørt for både amerikanske Trek-Segafredo og senest norske Uno-X, indtil han nu tvinges til at indstille karrieren.
Foto: Tobias Meier, TV MIDTVEST

Han sidder i sin halvtomme lejlighed i Herning.

Hans liv er pakket ned i flyttekasser, og forude venter et nyt kapitel i Aarhus med kæresten. Men det er ikke kun lejligheden og Midtjylland, 28-årige Niklas Eg skal sige farvel til.

Den professionelle cykelkarriere flytter heller ikke med.

- Det sidder lidt fast i mit hoved, at jeg aldrig kommer til at finde noget, jeg er lige så passioneret for, siger han.

Han har cyklet professionelt i fem år. Først for World Tour-holdet Trek-Segafredo i 2018, hvor han kørte med til fire Grand Tours inklusiv Tour de France, indtil han i 2022 skiftede til norske Uno-X.

Men i juli 2023 skete der pludselig noget på en træningstur, som skulle vise sig at få store konsekvenser for Niklas Egs karrieredrømme.

- Jeg kunne mærke, at der var noget unaturligt. At min puls steg. Jeg stoppede op og tænkte 'puha, det var hårdt,' og jeg vidste godt, at intensiteten var lav, beskriver han.

Det viste sig at være problemer med hjertet, han mærkede den dag.

Dommen falder

Både en MR-scanning og lægers vurdering konkluderede, at det ikke var noget alvorligt. 

Men der var noget uforklarligt ved de høje tal på pulsmåleren, som Niklas Eg i dag fortsat venter på at få nærmere undersøgt.

- Der var ture, hvor jeg tænkte, at jeg ikke lige skulle køre ind på de dybe grusstier inde i skoven, fordi der måske ikke var så meget hjælp at hente, hvis jeg skulle opleve noget lignende, fortæller han.

Den toårige kontrakt med Uno-X udløber ved årsskiftet. Uvisheden om hjerteproblemerne har gjort det umuligt for Niklas Eg og holdet at forlænge samarbejdet.

Så 19. oktober blev det officielt.

Niklas Eg indstiller sin karriere som professionel cykelrytter.

Et nyt liv venter

Beslutningen om at stoppe, føler han, er blevet truffet for ham - ikke af egen fri vilje.

- Jeg har grædt mange tårer over det. Jeg har ikke fået lov til at stoppe på mine egne præmisser, men undervejs har det været det hele værd. Og når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg også godt se, at jeg er heldig at have fået lov til at leve af min passion, fortæller han.

Det har tvunget ham til at overveje, hvem Niklas Eg er, når han ikke længere kan kalde sig professionel cykelrytter. 

Han har kørt i alt fire Grand Tours, mens han var hos Trek-Segafredo fra 2018 til 2021. Billedet her er fra Tour de France i 2020.
Han har kørt i alt fire Grand Tours, mens han var hos Trek-Segafredo fra 2018 til 2021. Billedet her er fra Tour de France i 2020.
Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

- Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad der skal ske og hvordan, men et eller andet skal der i hvert fald ske. Og så har jeg leget lidt med tanke om, at jeg måske skal studere til sommer, fortæller Niklas Eg.

Kan ikke undvære cyklen

Samtidig glæder han sig også til at finde ud af, hvad livet kan være, når det ikke alt sammen skal handle om træning, kostplaner og løb.

Men når kontrakten med Uno-X om et par måneder udløber, er der stadig én ting, private Niklas ikke kan undvære.

- Jeg må ud at købe en ny cykel selv. Det bliver dyrt, men der skal være en cykel i mit liv, siger han.