Herning-Ikast nedlægger de tyske mestre med overbevisende sejr

Herning-Ikast Håndbold havde i dag besøg af de tyske mestre i EHF Cuppen.

Billedet her er fra Herning-Ikasts kamp mod Odense i final4 finalekampen.
Billedet her er fra Herning-Ikasts kamp mod Odense i final4 finalekampen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Med status af ubesejret og med foreløbig fem point i tre kampe i EHF Cuppen ligger Herning-Ikast Håndbold rigtig lunt i gruppens førerposition.

Og med en sejr over de tyske mestre Bietigheim i dag ville midtjyderne så godt som sikre sig førstepladsen i deres europæiske gruppe. Og det gjorde de midtjyske spillere med overbevisning.

Herning-Ikast Håndbold vinder en målrig kamp 33-25.

- Det giver et kæmpe boost, nu er vi videre til næste runde, og vi mangler et enkelt point for at sikre os førstepladsen, og det gør, at vi får en nemmere lodtrækning til kvartfinalen, siger træner Mathias Madsen.

- Det at vi har spillet os videre efter fire runder i så stærk en pulje, som vi var i, det vidner om den kvalitet, der er på holdet, fortsætter han. 

For en uge siden endte det modsatte opgør i Tyskland uafgjort, men endnu bedre gik det altså i dag. 

Og det blev fejret i omklædningsrummet.

- Spillerne fik et stort skulderklap. Jeg synes, de har gjort det godt, vi skal huske på, at det er de tyske mestre, vi er oppe imod, og det er et stort hold at tæve med otte mål, så det er vi meget stolte af, siger den midtjyske træner.

- Jeg var ikke nervøs på noget tidspunkt

På trods af en solid føring ved pausen fik træner Mathias Madsen et gult kort.

- Når man er inde i zonen, kæmper man om hver eneste bold og prøver bare at vinde med et mål mere, og hvis ikke man er i den zone, så er man ikke til stede. Og det er den iver man har, når man er træner, siger han. 

Efter perioder med store føringer, lykkedes det de tyske mestre at hale lidt ind på det vestjyske hold. 

- De var ikke tættere på end fem mål, så jeg var ikke nervøs på noget tidspunkt, men det var rart, at vi lige rykkede fra dem igen til sidst, siger Mathias Madsen.

0:35
Herning-Ikast Håndbold er inde i en rigtig god stime, og de midtjyske håndboldkvinder havde i dag besøg af de tyske mestre i EHF Cuppen