Herning får base til landsholdet: Bygger træningsanlæg til millioner

Herning Kommune og DBU vil etablere en ny fodboldbane til herrelandsholdet i Herning. Banen åbner i efteråret 2019.

Jyske roligans vil snart kunne opleve de danske landsholdsstjerner i Herning med jævne mellemrum.
Jyske roligans vil snart kunne opleve de danske landsholdsstjerner i Herning med jævne mellemrum.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Fremover vil herrelandsholdet i fodbold oftere kunne opleves i Jylland – nærmere bestemt Herning.

Det ligger fast, efter Herning Kommune og DBU tirsdag fremlagde planerne om at etablere en ny og topmoderne hybridbane ved Herning Fremads anlæg på Teglpark Stadion.

Det er planen, at det nye anlæg skal være klar, så landsholdet kan bruge det i forbindelse med de afgørende EM-kvalifikationskampe i Parken i efteråret 2019.

Landstræner Åge Hareide ser frem til at bruge de nye faciliteter.

- For landsholdet er en god træning altafgørende, fordi vi ofte kun er samlet i få dage før en vigtig landskamp. Derfor glæder vi os til, at vi får en hybridbane i den vestlige del af Danmark, så vi på den måde har de bedst mulige rammer til træningen, siger landstræneren ifølge en pressemeddelelse.

Krarup: Glad for at DBU kan se potentialet

Hernings borgmester, Lars Krarup (V), deltog også i pressemødet, og han glæder sig ligeledes til, at Herning bliver en af landsholdets træningsbaser.

- I Herning er vi stolte over denne mulighed for at blive ”en del af noget større”, og vi er glade for, at DBU kunne se potentialet i nogle af de mange og velfungerende fodboldfaciliteter, som vi gennem årene har opbygget, lyder det fra Lars Krarup.

Hybridbanen vil blive installeret med den nyeste teknologi, så både spillernes og boldens bevægelser kan registreres for at give det optimale udbytte af træningssessionerne.

Der etableres samtidig en mindre tribune.

Det nye anlæg kommer til at koste 8,5 millioner kroner at bygge. Heraf betaler Herning Kommune seks millioner kroner.

2:32
Her kan du se højdepunkter fra pressemødet, hvor det nye træningsanlæg blev præsenteret.