Heldigt opklaringsarbejde: Politiet fik uventet fangst ved besøg på Herborg Søcamping

Det handlede i første omgang om tyveri af bil og autocamper. Fangsten for ordensmagten blev dog noget større.

Politiet havde dobbelt held, da de rykkede ud til sag om tyveri ved Videbæk.
Politiet havde dobbelt held, da de rykkede ud til sag om tyveri ved Videbæk.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Opdatering

Opdateret 14:36.

Den anholdte er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved retten i Herning. Han er sigtet for seks forhold. To forhold i relation til økseoverfaldet i Aulum mandag. Og fire forhold i relation til tre biler og en campingvogn, hvor flere af disse blev fundet på campingpladsen ved Videbæk. Manden nægtede sig skyldig, kærede varetægtsfængslingen og ville også have en anden forsvarsadvokat. Det oplyser anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Niclas Nissen til TV MIDTVEST.

    En kæmpe BMW og Autocamper - begge på tyske nummerplader. 

    Det kan ikke andet end vække opmærksomhed, når to usædvanlige køretøjer checker ind. Det undrede også på Herborg Søcamping ved Videbæk. Så meget, at politiet blev kontaktet. Mistanken var god nok, de to køretøjer var meldt stjålet fra et tyveri i Sønderjylland. 

    Men det skulle hurtigt vise sig, at fangsten var langt større end et simpelt tyveri. Politiet traf en 28-årig mand fra Esbjerg ved bilerne. 

    - Da vi slår ham op, viser det sig, at det er ham vi har ledt efter siden i mandags. Her overfaldt han en 35-årig mand fra Aulum i hans hjem med en økse. I forbindelse med overfaldet brækkede den 35-årige mand, der blev overfaldet, den ene arm, fortæller Bent Smedgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

    De to mænd kender hinanden godt i forvejen. Den 35-årige mand fra Aulum er ex-kæreste til den 28-årige mands nuværende kæreste.

    0:22
    Hør anklager Niclas Nissen fra Midt- og Vestjyllands Politi om dagens retsmøde.