GPS-mærkning hjalp: Murermester har fået sin minilæsser tilbage

Ved hjælp af GPS-udstyr fandt politiet frem til en stjålen minilæsser i Herning.

En murermester i Herning mødte torsdag morgen ind på arbejde og skulle bruge sin minilæsser. Minilæsseren skulle stå på Løvbakkevej, men murermesteren kunne ikke finde den.

- Minilæsseren var blevet stjålet, men heldigvis var den udstyret med en GPS, så murermesteren kunne se, at den stod i Vildbjerg, fortæller Erik Kristensen, der er politikommissær ved politiet i Herning.

Sammen med murermesteren kørte politiet torsdag morgen ud til Mølstedvej i Vildbjerg, hvor de kunne se på GPS’en, at minilæsseren skulle stå.

- Da vi kom frem fortæller beboerne på adressen, at de ikke kender noget til minilæsseren, siger Erik Kristensen.

Politiet skal nu have afhørt mulige vidner og efterforske videre i sagen. Men ifølge Erik Kristensen, så var murermesteren glad for at få sin minilæsser tilbage, så han kunne komme i gang med dagens arbejde.

GPS hjælper ved tyveri

Politiet oplever i stigende grad, at folk sikre deres værdigenstande med GPS-udstyr, så det kan spores, hvis det bliver stjålet.

- Vi har set folk blandt andet bruger GPS på både biler, maskiner og dyrt værktøj, siger Erik Kristensen.