Fjernvarme-overvejelser i Vorgod-Barde: - For mig at se, kan det ikke gøres bedre

I Vorgod-Barde skal husejere i aften drøfte, om de vil tilslutte sig fjernvarmen, og det er langt fra det eneste sted, man gør sig de overvejelser.

2:07
Per Nørgaard drømmer om at få fjernvarme til byen.
Foto: Morten Beckert Thomsen, TV MIDTVEST

I flere midt- og vestjyske landsbyer overvejer man lige nu, om man skal droppe naturgassen og forsøge at blive koblet på fjernvarmenettet. 

For siden Rusland har lukket for gassen, så er fjernvarme nemlig i den senere tid en hel del billigere som varmekilde end naturgas - også selvom man skal ud at investere i en tilslutning.

Men det er en dyr omgang at blive tilsluttet fjernvarmenettet, og skal en landsby som Vorgod-Barde kobles på fjernvarmenettet, kræver det et flertal af husstande, der siger ja.

- For mig at se kan det ikke gøres bedre. Det er en kollektiv forsyning, som fungerer, siger Per Nørgaard, som bor i Vorgod-Barde og drømmer om at få fjernvarme i sit hus. 

Frygter at for få vil være med

I Vorgod-Barde bor der lige knap 1050 indbyggere, fordelt i mellem 350 og 375 husstande.

Per Nørgaard håber, at omkring 225 af de husstande vil være med i fjernvarme-klubben, for bliver antallet mindre end det, vil det være for dyrt at gennemføre. 

I aften er der borgermøde, hvor beslutningen er på dagsordenen. 

Per Nørgaard frygter, at tilslutningen ikke er stor nok.

- Der er ingen tvivl om, at der er stor interesse, men risikoen er stadig, at der er for mange, der har fået luft til vand pumper og lignende, og det kan godt vælte projektet, siger Per Nørgaard.

For to år siden forsøgte en gruppe borgere i Vorgod-Barde nemlig også at indføre fjernvarme. Resultatet dengang blev en sørgelig tilslutning på 130 husstande og dermed kun lidt over halvt så mange, som der skulle til.

- Jeg troede på det sidste gang, der troede jeg faktisk meget på det. Og der blev jeg skuffet, det må jeg indrømme, fortæller Per Nørgaard.

På kort sigt frister billigere løsninger

Hvis Per Nørgaards drøm om fjernvarme skulle gå i opfyldelse, så vil de koste hver husstand i byen mellem 120-140.000 kroner, men som Per Nørgaard håber er et beløb, man skal afbetale på over 30 år, og som er tinglyst på huset. På den måde tilgodeser tilbuddet om fjernvarme dermed også dem, der flytter fra sit hus inden for de 30 år. 

Men Per Nørgaard kan se, at de kortsigtede billigere løsninger begynder at vinde ind hos flere i Vorgod-Barde, så han mener, at det er nu eller aldrig, hvis fjernvarmen skal gennemføres.

- Hvis ikke vi får det gennemført nu, så vil flere gå med vand til luft pumper og ikke koble sig over på fjernvarme, siger han.

Vand til luft pumper er nemlig et noget billigere alternativ, men ifølge Per Nørgaard er det på lang sigt stadig billigere og bedre med fjernvarme, fordi det er billigt i vedligeholdelse. 

Mange byer med samme overvejelser

I Dansk Fjernvarme har man kendskab til 40-50 steder i landet, hvor man undersøger muligheden for at få fjernvarme.

- Vi oplever landet over, at mange af de lokalsamfund, også småbyer, som er koblet på naturgasnettet, de leder efter en anden opvarmningsform. Der vil en anden kollektiv løsning i form af fjernvarme jo oftest være den rigtige løsning for mange af de her områder, forklarer direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

Men han ser også udfordringen i, at det er en kollektiv beslutning i bysamfundene at tilslutte sig fjernvarmenettet.

- Så fordrer det jo også, at stort set alle giver tilsagn til, at man bliver koblet på fjernvarmenettet, for ellers bliver det for dyrt for de få, der så vælger fjernvarme, forklarer han.

Hos Dansk Fjernvarme har man derfor også forsøgt at gå politisk til problemet. 

Allerede før folketingsvalget blev der sat penge af til en fjernvarmepulje, som er godt nyt for folk som Per Nørgaard, der gerne vil tilkobles.

Der er dog ifølge direktøren behov for at gå endnu længere. Konkret ønsker de at få ændret retningslinjerne for tildelingen af penge fra fjernvarmepuljen, så det er noget, der kommer alle de tilsluttede fjernvarmeforbrugere til gode og ikke kun nogen af dem.

- I de politiske forhandlinger, der foregår nu, der har vi peget på, at der skal sættes penge af til at hjælpe de her lokalsamfund med fjernvarmeløsninger. Vi har peget på, at et beløb på 30.000 kroner per tilsluttet husstand nok vil være med til at redde økonomien i langt de fleste projekter. Det vil hjælpe til, at det er mindre sårbart for den samlede projektøkonomi, og så vil det blive væsentligt billigere for den enkelte husejer at blive koblet på fjernvarmen, siger Kim Mortensen.

I aften klokken 19.00 er der borgermøde i Vorgod-Barde Forsamlingshus.