Fejl i rørsystem på Gødstrup koster en halv million ekstra hver måned

Vasketøj og affald skal ordnes manuelt, mens hele rørsystemet bliver repareret. En opgave, der kræver 18 ekstra medarbejdere.

2:18
Der har ikke været nogen anden løsning end at slibe alle de svejsninger om, der er lavet forkert.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Patienter og personale er rykket ind på det nye hospital i Gødstrup, men i kælderen under milliard-byggeriet er der stadig børnesygdomme.

Et højteknologisk rørsystem skulle egentlig suge både vasketøj og affald ud af huset, men der skete en fejl, da rørene skulle svejses sammen.

- Det svejsehold, der har svejset cirka 50 procent, de har simpelthen bare ikke været dygtige nok, siger Asger Schou, der er projektdirektør på Regionshospitalet Gødstrup.

På det 1,7 kilometer lange rørsystem er der en svejsning på hver tredje meter. Og på indersiden af rørene har den dårlige svejsning skabt en ’pindsvineform’. Der er altså små pigge på indersiden i stedet for at være glat.

Og det er langt fra optimalt, når man skal transportere lige netop madaffald og vasketøj gennem rørene.

- Maden kan svine røret til, som så kan svine andet til. Det er helt no-go, og der er ingen anden udvej end at slibe det, siger Ager Schou.

Så nu er en slibemaskine i fuld gang med at slibe svejsningerne, og hver søm tager cirka fem minutter at fikse.

Vender tilbage til de gammeldags metoder

Mens et reperationshold er sat på den opgave, er sygehuset nødt til at skaffe sig af med skrald og tage sig af vasketøj på gammeldags manér.

- Vi har jo ikke indrettet hospitalet til de her depoter med affald og vasketøj, så det kan stå natten over. Så vi er nødt til at køre helt ind til midnat hver dag syv dage i ugen, siger Jens Peter Østergaard, der er driftschef på Gødstrup.

Rørsystemet er 1,7 kilometer langt og består af 600 rør af tre meters længde.
Rørsystemet er 1,7 kilometer langt og består af 600 rør af tre meters længde.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

På hospitalet har man været klar over fejlen længe, og de har gjort det nødvendige for at sikre, at hospitalet ikke mærker til udfordringen i det daglige. De har nemlig ansat 18 ekstra medarbejdere til opgaven.

- Jeg tænker det lidt som en lufthavn. Hvis bagagebåndet går i stykker, kommer flyet ud at flyve alligevel, for så sætter man en manuel kørsel i gang med kufferterne. Så vi tænker, at det er der ikke nogen, der opdager, vi får en god ferie alligevel, siger Jens Peter Østergaard.

Den lille slibemaskine kører på højtryk inde i de i alt 600 rør, og når den har været omkring dem alle, skal det tjekkes efter, og så skal alle hullerne lukkes igen.

- Omkring til sommer kommer det til at fungere 100 procent, siger Asger Schou.

For nylig blev patienter fra Holstebro flyttet til Gødstrup, og om et par uger kommer turen til patienterne fra Herning.