FCM-anfører om tæt guldduel: - Jeg må lave korsets tegn

FCM smed point søndag, og guldkampen kan være vendt på hovedet efter søndagens runde i Superligaen.

- Situationen er vendt på hovedet. Før lå det til os, nu ligger det til dem, siger FCM-anfører Erik Sviatchenko med henvisning til, at Brøndby med en sejr over FC København søndag kan afgøre det selv.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Guldduellen i Superligaen er vendt på hovedet, efter førerholdet FC Midtjylland søndag spillede uafgjort på hjemmebane mod Randers.

Resultatet betyder, at Brøndby i endnu højere grad kan være inde i kampen om guldet.

- Situationen er vendt på hovedet. Før lå det til os, nu ligger det til dem, siger FCM-anfører Erik Sviatchenko med henvisning til, at Brøndby med en sejr over FC København søndag kan afgøre det selv.

- Jeg må lave korsets tegn tre gange og håbe på, at vi igen får serveretten. Vi skal gøre det færdigt, selvom dette resultat gør det sværere.

1-1-kampen mod Randers bar for FC Midtjyllands vedkommende præg af mange fejl og langsomt tempo. Det lykkedes først FCM at udligne i det 80. minut.

FCM-træner Brian Priske køber dog ikke forklaringen om, at det kunne skyldes gummiben.

- Det er svært at forklare, hvorfor det gik galt, men jeg tror ikke, at det har noget med kampens betydning at gøre.

- Jeg er skuffet over resultatet. Vi var ikke gode nok, spillede for langsomt og lavede for mange tekniske fejl, siger cheftræneren.

Priske fortæller yderligere, at han på trods af den aktuelle position som førerhold ikke tænker på mesterskab endnu. Det handler angiveligt kun om næste kamp.

- Jeg kan ikke bruge det til noget, at vi ikke længere selv kan afgøre det. Vi skal kigge fremad, og jeg gider ikke at tænke for meget på det matematiske.

FCM møder onsdag FCK i Parken, inden klubben i sidste runde tager imod AGF på hjemmebane.

Priske vil ikke udråbe en guldfavorit, men det ville hans anfører til gengæld.

- Jeg tror stadig på FCM, selv om vi selvfølgelig skal have noget hjælp. Vi skal i hvert fald være bedre, end det vi viste mod Randers, hvis vi skal have en guldmedalje, siger Erik Sviatchenko.

/ritzau/