Falsk alarm eller kraniebrud: Simpel blodprøve kan redde liv

To fonde vil bruge en million kroner på at undersøge, om man kan spotte alvorlige hovedtraumer tidligere og dermed redde liv.

Måske kan alvorlige hovedtraumer opdages allerede i ambulancerne ved hjælp af en blodprøve. Det vil et forskningsprojekt finde ud af.
Måske kan alvorlige hovedtraumer opdages allerede i ambulancerne ved hjælp af en blodprøve. Det vil et forskningsprojekt finde ud af.
Foto: Niels Åge Skovbo, Region Midtjylland

Hovedskader skal opdages allerede i ambulancen, så patienter hurtigere kan komme i behandling.

Det er håbet med et forskningsprojekt ved Præhospitalet i Region Midt, som vil undersøge, om man med en simpel blodprøve kan konstatere, om der er tale om et alvorligt kraniebrud eller et let slag uden betydning.

- Hvis vi kan opdage det allerede i ambulancerne, så kan vi også tilbyde en hurtigere behandling, og det kan redde liv, siger læge og ph.d-studerende Sophie-Charlott Seidenfaden, som står i spidsen for projektet.

I dag bliver blodprøverne først taget på hospitalet, men det vil måske ændre sig. Rådet for Offerfonden og Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond har støttet med i alt en million kroner. Derudover har Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning allerede støttet med 425.000 kroner. 

- Det er helt fantastisk, at de har valgt at støtte projektet. Det betyder rigtig meget at blive bekræftet i, at det vi laver, er vigtigt for patienterne, siger Sophie-Charlott Seidenfaden.

De rigtige skal behandles

Der kører dagligt 66 ambulancer i Region Midtjylland, og de er alle en del af forskningsprojektet. Det samme er alle regionens akutmodtagelser, som blandt andet ligger i Viborg og Herning. Og der er flere perspektiver i den tidlige indsats, forklarer Sophie-Charlott Seidenfaden

- Hvis vi kan opdage hovedtraumer allerede i ambulancerne, så kan vi både tilbyde hurtigere behandling, men vi kan også undgå at behandle folk, som bare har fået et let slag i hovedet. Dem, der ikke fejler noget, kan måske få lov til at blive hjemme i stedet for at blive sendt til en masse undersøgelser og udsat for unødvendig og skadelig stråling, siger hun.

Projektet har været i gang siden februar, og der er indtil videre indsamlet omkring halvdelen af de nødvendige blodprøver.