Får milliontilskud: Nyt musikkoncept skal få flere unge til at finde fællesskab i musikken

Målet er at få flere midt- og vestjyske unge til at spille musik uden krav om højt niveau.

Bandfabrikken er en videreudviklingen af konceptet Bandklubben, som blev født i 2021 i Herning. Her ses et band fra Bandklubben, der optræder i forbindelse med en koncert i november.
Bandfabrikken er en videreudviklingen af konceptet Bandklubben, som blev født i 2021 i Herning. Her ses et band fra Bandklubben, der optræder i forbindelse med en koncert i november.
Foto: Pressefoto

I snart et år har Herning Musikskole samlet unge akkord-kendere og node-novicer med en fælles passion for musik under projektet Bandklubben. 

Her bliver unge mellem 9 og 14 år sat sammen i forskellige bands for at skabe musik og udvikle sammenhold og spilleglæde i fællesskab med andre ligesindede.

- Der har altid været en tradition for, at man startede med at spille på et instrument, dygtiggjorde sig og så fandt et musikalsk sammenhold. Det vil vi gerne vende på hovedet, forklarer Nikolaj Bugge, der er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og tilknyttet projektet som såkaldt 'Banddoktor'.

Nikolaj Bugge er banddoktor ved Bandklubben i Herning.
Nikolaj Bugge er banddoktor ved Bandklubben i Herning.
Foto: Privatfoto

Takket været et milliontilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen skal Bandklubben nu bredes ud til flere kommuner i landsdelen under navnet Bandfabrikken. 

- Vi starter med fællesskabet. Det er ikke så vigtigt, at det lyder som noget de kender fra radioen, siger Nikolaj Bugge. 

Taget godt imod

Med Bandfabrikken får alle unge mellem 9 og 18 år i Herning, Ikast-Brande, Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner mulighed for at spille i bands uanset musikalsk erfaring. 

Det bliver gratis for børn og unge at deltage, men det er op til de enkelte kommuner, at lave deres egen udgave af Bandklubben fra Herning, der siden starten er vokset til 28 unge fordelt på seks bands. 

- Børnene har taget helt vildt godt imod det, siger Nikolaj Bugge.

Projektet i de fire midt- og vestjyske kommuner er delvist finansieret via 1,55 millioner kroner fra puljen "Grib Engagementet", der skal "give flere børn og unge mulighed for og lyst til at møde og engagere sig i kunst og kultur".

Nikolaj Bugge håber, at projektet kan give endnu flere børn og unge en god oplevelse med musik:

- Vi er ikke ude på at konkurrere mod de mange gode tilbud, der allerede findes i musikskolen, men der er et potentiale i at se, hvad der sker, hvis vi vender tingene på hovedet.

11 skoler er med

I alt er 11 musik- og kulturskoler i de fire kommuner med i projektet. Derudover er man også lykkedes med at stable et samarbejde på benene med flere ungdomsskoler og spillesteder.

- De muskler, vi sammen kan lægge i arbejdet, kommer til at give mange børn og unge et møde med et stærkt musikalsk fællesskab.

- Jeg tror, vi kommer til at se et fantastisk rytmisk musikmiljø vokse ud af samarbejdet i Midt- og Vestjylland, lyder det fra musikskoleleder på Herning Musikskole, Katrine Høgenhaug Bæk, i en pressemeddelelse.

På sigt håber Nikolaj Bugge, at skoler og børn på tværs af kommuner kan inspirere hinanden. 

- Vi har et værdifællesskab med hinanden, siger han. 

Projektets første leveår afsluttes med en bandfestival på Fermaten i Herning.