Får kæmpebøde: Solgte babygrød med bly i

En tilbagekaldt varer lå stadig på hylden.

Netto har siden fået rettet op på fejlen (arkivfoto).
Netto har siden fået rettet op på fejlen (arkivfoto).
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

En sur smiley og en bøde på 40.000 kroner.

Det er facit for Netto på Silkeborgvej i Herning efter et kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen 8. august. 

Kontrollen skete som led i tilbagekaldelse af en babygrød, der indeholder spor af bly. 

2. august var virksomheden blevet meddelt, at "ØGO, Mini Økologisk Grød Med Æble, Yoghurt, Sød Kartoffel og Ingefær" med bedst før datoen 07.06.2024 skulle tilbagekaldes. 

Men da Fødevarestyrelsen kom på besøg seks dage senere, kunne de konstatere, at der stadig var to styks til salg, fremgår det af kontrolrapporten.

Kiggede efter forkert produkt

Derudover havde man 4. august solgt to eksemplarer af grøden. Ifølge Netto ved de dog ikke, om det var fra sortimentet med den tilbagekaldte bedst før dato. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Netto på Silkeborgvej i Herning eller Salling Group, der ejer Netto, men i kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen har virksomheden følgende bemærkning: 

- Vi snakkede om, at produktet skulle tilbagetrækkes, men troede, det var et produkt i en anden emballage. Vi har derved kigget efter et forkert produkt. Vi mente ikke, vi havde produktet i sortiment.

Ved et opfølgende kontrolbesøg 17. august var den tilbagekaldte grød ikke længere i salg i den pågældende Netto.