Etårig pige mistede livet: Halvandet år senere er gæstedagplejer sigtet i sagen

Først mente politiet ikke, at en gæstedagplejemor havde spillet en rolle i en lille piges dødsfald. Nu er hun varetægtsfængslet i fire uger for vold med døden til følge.

Selvom det er halvandet år siden, at en etårig pige fra Herning Kommune mistede livet, så er sagen endnu ikke lukket.

Pigen døde, efter hun var blevet indlagt på Århus Universitetshospital. Tidligere den dag havde hun været i gæstedagpleje ved en dagplejer i landsbyen Ilskov nord for Herning, da pigens egen dagplejer havde ferie.

I går, torsdag, blev gæstedagplejemoren så anholdt, og fredag vurderede Retten i Herning på et mere end tre timer langt grundlovsforhør for lukkede døre, at gæstedagplejeren skulle varetægtsfængsles i fire uger. 

Sigtelsen lyder på særlig grov vold med døden til følge. Hun er sigtet for at ruske pigen, slå hende med en stump genstand samt muligvis at slå hendes hoved mod en overflade.

Pigen havde ifølge obduktionen knoglebrud i nakken og flere kraniebrud og døde som følge af dette og blødninger i hjernen.

Den sigtede nægter sig skyldig og har kæret rettens afgørelse til landsretten. Politiet efterforsker stadig sagen.

Ingen sigtede i første omgang

Pigen blev dårlig, mens hun var ved sin gæstedagplejer 28. november 2019, der tilkaldte hjælp. Først blev hun fragtet til Herning, hvor hun efterfølgende blev sendt til Skejby, hvor hun døde natten til 29. november 2019.

Derefter sendte Herning Kommune en mail til andre dagplejere og forældre i det berørte område.

Heri skrev kommunen, at ”et barn, der torsdag var i gæstedagpleje (...), er i nat afgået ved døden på Skejby Sygehus”. 

Dengang pegede efterforskningen dog ikke på gæstedagplejeren som en mistænkt. 12. december 2019 sagde politiet til TV MIDTVEST, at det var usikkert, om der overhovedet ville komme en sigtelse i sagen.

Udtalelsen kom i forbindelse med, at pigen var blevet obduceret. Politiet ville dog ikke gå nærmere ind i obduktionsrapporten. Heller ikke om det var en ulykke, sygdom eller noget tredje, som pigen var død af.

- Alle uventede dødsfald blandt børn efterforskes, og det er også det, der sker i den her sag, sagde efterforsker Tue Nissen fra Midt- og Vestjyllands Politi dengang.

Hvilke nye oplysninger der har ført politiet til anholdelsen torsdag vides endnu ikke.

Har ikke arbejdet med børn i et stykke tid

Leder for dagplejeområdet i Herning Kommune, Jørn Thomsen, bekræfter overfor TV MIDTVEST, at der er tale om en nu tidligere dagplejemor, da hun ikke har arbejdet med børn i et stykke tid.

- Personen har i længere tid ikke arbejdet med omsorg – hverken børn eller voksne, siger han.

Længere tid, er det siden hændelsen i 2019?

- Det kan jeg på nuværende tidspunkt ikke komme med flere detaljer omkring, siger Jørn Thomsen.

Den sigtedes mand Flemming Johansen har selv valgt at stille sig frem. 

Han fortæller, at hans kone blev fritstillet efter hændelsen tilbage i november 2019, men at hun efterfølgende har haft andre jobs i kommunen, blandt andet i en vuggestue, men det er ikke klart, hvornår det har været.