Dolberg og Skov lynede for Danmark: Moldova blev skilt ad i Herning

Det blev en let aften på kontoret for Danmark, da de smadrede Moldova med 8-0 på MCH Arena i Herning.

Kasper Dolberg fik en hovedrolle i aftenens kamp, da han scorede to gange i 8-0-sejren.
Kasper Dolberg fik en hovedrolle i aftenens kamp, da han scorede to gange i 8-0-sejren.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Regnen havde silet ned og blæsten ruskede godt op i Heden hele søndagen. Det stilnede på ingen måde af hen ad aftenen, hvor det danske fodboldlandshold spillede VM-kvalifikationskamp mod Moldova på MCH Arena i Herning.

På lørdagens pressemøde havde landstræner, Kasper Hjulmand, varslet en del ændringer i startopstillingen i forhold til seneste kamp, og det må man sige, der kom. Man skulle tro, at vinden havde blæst stamspillerne ud af truppen, for alle spillere var skiftet ud på nær målmand Kasper Schmeichel. Det gav plads til Silkeborg-drengen Kasper Dolberg, der startede inde og fik en hovedrolle i kampen. 

Danskerne var storfavoritter til opgøret. Moldova havde inden kampen nemlig ikke vundet næsten i to år, og med en plads som nummer 177 på verdensranglisten var der ikke meget, der pegede i østeuropæernes retning.

Tungt dansk pres fra start

Danskerne satte sig på kampens begyndelse, hvor det meste af spillet foregik på moldovernes banehalvdel, mens Kasper Schmeichels dirigerede tropperne med sine brøl, der gav genklang på det tomme MCH Arena.

Det tunge danske pres gav pote efter 17 minutter, hvor Joachim Andersen blev nedlagt i det moldoviske felt. Dommeren valgte at dømme straffespark, og det tog Silkeborg-drengen Kasper Dolberg sig af. 

Iskoldt satte han bolden i målmandens højre side, og så stod det 1-0 til danskerne. 

Det var Dolbergs første mål siden den 25. oktober 2020. Den blonde angriber har ikke just haft den bedste sæson i sin franske klub Nice. I denne sæson, hvor angriberen fra Silkeborg også har været plaget af skader, er det kun blevet til tre mål i 17 kampe.

Målene regnede ind

1-0-føringen varede dog ikke længe. Fire minutter efter første scoring kombinerede danskernes sig nemlig igennem i højre sig. Andreas Skov Olsen tog et træk ind i feltet og fandt Mikkel Damsgaard omkring straffesparkspletten, der sikkert dirigerede bolden i nettet til 2-0.

Det var den 20-årige danskers første mål i landsholdstrøjen i sin kun anden kamp. 

Efter 28 minutters spil var Kasper Dolberg involveret i endnu en scoring. Han blev spillet fri i højre side, hvor han tog nogle træk mod modstanderens felt. Med et frækt lille lob spillede han bolden ind til Andreas Skov Olsen, der for anden gang i kampen fandt en helt fri Mikkel Damsgaard, der let kunne fordoble sin måltotal. 3-0 til Danmark efter en lille halv time.

Det var de unge angriberes aften. Dolberg (t.v.) scorede to, Andreas Skov Olsen assisterede to gange, og Mikkel Damsgaard (t.h.) scorede to og lavede to assists.
Det var de unge angriberes aften. Dolberg (t.v.) scorede to, Andreas Skov Olsen assisterede to gange, og Mikkel Damsgaard (t.h.) scorede to og lavede to assists.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Med en 3-0 føring skulle man tro, at danskerne var tilfredse, men de var mere sultne. Efter det, der lignede et fejlslagent indlæg fra Nicolai Boilesen, endte bolden ved Jens Stryger Larsen, der fintede en moldovisk forsvarsspiller og sendte kuglen i nette til 4-0.   

5-0 blev det også ved Mathias Jensen, der let kunne sparke bolden i nettet på et indlæg fra Kasper Dolberg kort før pausen.

Anden halvleg på autopilot

Til anden halvlegs start havde danskerne skiftet ud. Silkeborgenseren Robert skov kom ind i stedet for Andreas Skov Olsen.

Det blev dog en anden silkeborgenser, der kom i fokus fra start. Kasper Dolberg scorede nemlig endnu engang, da han fik hovedet på Mikkel Damsgaards indlæg. 6-0 stod der på tavlen, og der var spillet kun tre minutter af anden halvleg.

Når moldoverne endelig havde bolden lignede det, at de kun havde forberedt sig på at forsvare. Efter et kvarters spil i anden halvleg stod midtbanespilleren Rata med bolden og kiggede frem ad banen. Et par spillere tog dybe løb, men Rata så ideforladt ud og endte med at sparke en lang bold, der fik en dansk modtager. Symptomatisk for moldovernes aften.

Den sidste halve time af kampen skruede Danmark ned for tempoet. Det gav blandt andet Moldova deres bedste mulighed med tyve minutter igen. Et hurtig kontra endte med et skud på mål lidt uden for feltet, men Kasper Schmeichel gled sikkert ned og greb bolden.

Robert Skov (i luften) noterede sig for en enkelt scoring i søndagens landskamp.
Robert Skov (i luften) noterede sig for en enkelt scoring i søndagens landskamp.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Robert Skov ville ikke være eneste silkeborgenser uden mål her til aften. Efter 81 minutters spil spillede Mikkel Damsgaard Robert Skov fri og lavede dermed endnu en assist. Robert Skov skød bolden mellem benene på målmanden og gjorde det dermed til 7-0.

Selvom foden var taget af speederen, så fik danskerne endnu mål at gå hjem på. Efter 89 minutters spil var Marcus Ingvartsen hurtig over riposten fra Christian Eriksen og gjorde det dermed til slutresultatet 8-0.

Næste kamp for det danske landshold er på onsdag, hvor de møder Østrig på udebane.