Dennis trækker i Hjemmeværnstrøjen i stedet for murerskjorten

Selvom Dennis Jensen er murerlærling har han i dag taget en helt anden uniform på - for i dag er det for første gang den såkaldte Uniform-på-jobbet-dag.

I dag skilte Dennis Jensen sig en smule ud fra mængden på erhvervsskolen i Herning
I dag skilte Dennis Jensen sig en smule ud fra mængden på erhvervsskolen i Herning
Foto: Tobias Malte Kristensen, TV MIDTVEST

Til dagligt er det ikke til at se på Dennis Jensen, at han er frivillig i det danske forsvar. 

Han er ved at uddanne sig til murer på Herningsholm Erhvervsskole, men onsdag er den hvide murerskjorte udskiftet med en anden uniform. 

Det er Hjemmeværnets brun-grønlige uniform med det danske flag på skuldrene, der onsdag pryder på Dennis Jensen. Han har været frivillig i Forsvaret i 10 år, og denne dag fik han muligheden for at vise trøjen frem der, hvor han ellers slår sine folder. 

Dennis Jensens klassekammerater og kommende kollegaer skal vide, at han er frivillig i Hjemmeværnet.
Dennis Jensens klassekammerater og kommende kollegaer skal vide, at han er frivillig i Hjemmeværnet.
Foto: Tobias Malte Kristensen, TV MIDTVEST

- Vi lever lidt i det skjulte, der er ikke mange, der ved, at vi er her, så det er en fin måde at vise det på, siger Dennis Jensen.

Han og flere andre tager onsdag den 27. september uniformerne på som en del af en ny mærkedag for frivillige i Forsvaret. 

Skaber synlighed

Det er forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der har taget initiativ til mærkedagen, som også kendes fra eksempelvis England og Norge.

En succes, som den kommitterede for Hjemmeværnet, Torsten Schack Pedersen, håber den danske dag også kan opnå. 

Torsten Schack Pedersen (V) er valgt af Folketinget som Kommitteret for Hjemmeværnet, og det betyder, at han sammen med chefen for Hjemmeværnet udgør hjemmeværnsledelsen, der overfor forsvarsministeren er ansvarlig for Hjemmeværnets samlede virke. 

Han glæder sig over den nye mærkedag for de frivillige. 

- Det handler om at få noget synlighed og opmærksomhed om de frivillige i Forsvaret. Det er vigtigt, at man får sat ansigt på, hvem det er. Det kan være ens kollega eller kassemedarbejderen henne fra brugsen eller den lokale elektriker. Vi får synliggjort. hvad og hvem de er og understreger, at vi som samfund er dybt afhængige af, at der er mennesker, som er klar til at springe til, når det gælder, siger Torsten Schack Pedersen. 

- Vi lever lidt i det skjulte, der er ikke mange, der ved, at vi er her, så det er en fin måde at vise det på, siger Dennis Jensen.
- Vi lever lidt i det skjulte, der er ikke mange, der ved, at vi er her, så det er en fin måde at vise det på, siger Dennis Jensen.
Foto: Tobias Malte Kristensen, TV MIDTVEST

Det, mener murerlærlingen Dennis Jensen også, er vigtigt. Hans klassekammerater og kommende kollegaer skal vide, at han er frivillig i Hjemmeværnet. 

- Hvis der nu sker et eller andet, nogen der har brug for førstehjælp eksempelvis, så ved de, at jeg kan hoppe til, siger Dennis Jensen.