Carolien blev danmarksmester på halvmaraton: Det var første gang, jeg stillede op

26-årige Carolien Millenaar fra Sørvad snuppede DM-guld, da hun for første gang stillede op til Copenhagen Half Marathon.

Carolien Millenaar snuppede guld i første forsøg.
Carolien Millenaar snuppede guld i første forsøg.
Foto: Privatfoto

Normalt konkurrerer hun på kortere distancer som 5 kilometer. Men i dag løb Carolien Millenaar  så 21 kilometer.

Det viste sig at være en ret god idé, for hun endte med at blive danmarksmester.

- Det er stort, lyder den umiddelbare reaktion fra løberen.

Hun krydsede målstregen til Copenhagen Half Marathon efter 1 time 14 minutter og 50 sekunder - en tid, der altså var hurtigst af alle de danske deltagere.

Debutanten får roser fra sin løbeklub:

- Det er meget, meget flot. Det er jo glædeligt, at vi som midt- og vestjysk klub kan gøre os gældende. Der er hårde modstandere fra store byer som København og Aarhus, siger Jesper Faurschou, der er eliteansvarlig i Herning Løbeklub.

Langt tilløb til DM-guld

Carolien Millenaars sejr var hendes første på halvmaraton og også løberens første DM-sejr på landevej i det hele taget.

Som om det ikke var nok til at gøre guldmedaljen speciel, fylder det også noget, at hun i mange år ikke har haft mulighed for at vinde DM-medaljer.

Herning Løbeklub havde en god dag, for ikke alene vandt Carolien Millenaar guld i halvmaraton. Klubbens seniorherrer snuppede også en samlet bronzemedalje for hold.
Herning Løbeklub havde en god dag, for ikke alene vandt Carolien Millenaar guld i halvmaraton. Klubbens seniorherrer snuppede også en samlet bronzemedalje for hold.
Foto: Privatfoto

Den 26-årige løber er født i Holland af hollandske forældre, men er vokset op i Sørvad mellem Holstebro og Herning.

Det var først for to år siden, at hun blev dansk statsborger og derfor fik retten til at stille op for Danmark og at konkurrere til DM. Det har derfor været et langt tilløb til DM-guldet.

Så at vinde i København foran så mange tilskuere gav lige lidt ekstra glæde.

- Jeg synes, der var så god stemning, og det var så fedt, siger Carolien Millenaar.

1. oktober stiller hun op til VM i Riga. Her er planen lige nu, at hun skal deltage på 5 kilometer-distancen.

Selvom det tærer på kræfterne at løbe over fire gange så langt på en varm dag i København, er hun glad for, hun prioriterede at stille op på halvmaraton.

- Jeg er virkelig glad for, at jeg prioriterede DM, selvom der er VM om to uger, siger den nykårede danmarksmester.