Blue Fox henter canadisk angriber

Herning Blue Fox forstærker med canadiske angriber Kyle Essery. Klubben har samtidig forlænget med backerne Mathias Pedersen og Mathias Mortensen.

Herning_Blue_Fox-jubel3.jpg

Herning Blue Fox er i fuld gang med at forstærke sig til den kommende sæson. I angrebet har de blå ræve netop forstærket sig med canadiske Kyle Essery. Den 24-årige angriber spillede sidste sæson i Gentofte Unibet Stars, som samtidig var hans første i europæisk ishockey.

Kyle Essery er første udlænding, som falder på plads i angrebet, og flere vil følge i den nærmeste tid.

- Vi ved at mange har fokus rettet på indkøbene i klubberne rundt omkring, og jeg kan godt forstå, hvis dem der følger Herning synes det har taget sin tid. Men for os har det været vigtigt at finde det rette mix af spillere, som har den rette indstilling til spillet og jobbet som ishockeyspiller for Blue Fox, og den slags tager bare sin tid. Nu venter der inden den nye sæson flere spændende navne, hvor vi kan garantere både playmakere og målscorere, fortæller Torben Skovsgaard.

De sidste brikker i Blue Fox forsvaret er samtidig faldet på plads, da man hos Herning-holdet er blevet enige med spillerne Mathias Pedersen og Mathias Mortensen.

26-årige Mathias Pedersen tørner derfor ud til sin 9. sæson for de midtjyske ræve, hvor han igennem mange år har været holdets mand både på og udenfor banen. Med sig afslutter han defensiven med 20-årige Mathias Mortensen, som med kontrakten igangsætter sin 3. sæson for Blue Fox. Dermed er forsvaret tilbage i vant opstilling, som den så ud sidste år, dog med en ny træner bag dem i udskiftningsboksen.

- Vi tror ligesom sidste sæson fuldt og fast på det mix vi har i forsvaret. Det er en flok Herning drenge, som har været med i gamet i mange sæsoner, og som ofte har vist deres værd i defensiven, siger Blue Fox direktør Torben Skovsgaard.

Herning Blue Fox endte som nummer fire i sidste sæson.