Bilafgifterne ændres i dag: Stor splittelse blandt bilforhandlere

Fredag bliver afgifterne på mange biler lavet om, og det skal gøre det mere attraktivt at køre grønt. Men der er uenighed om, hvorvidt de nye afgifter giver mening.

Hos Nissan er der jubel, for størstedelen af deres biler falder i pris med de nye afgifter.
Hos Nissan er der jubel, for størstedelen af deres biler falder i pris med de nye afgifter.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Der er stor forskel på at købe bil om torsdagen eller om fredagen i denne uge. Fra fredag er nye bilafgifter, der skal få danskerne til at køre mere grønt, nemlig trådt i kraft

Det betyder, at nogle biler er billigere, mens andre kræver lidt længere tid at spare op til, og hos Nissan i Herning er de mægtig glade for de nye afgifter.

- Jeg tror, at de fleste danskere gerne vil, at vi får en grøn omstilling. Og hvis det er det, vi vil, så kan jeg ikke se, der skulle være noget galt med den her afgift, siger Claus Damsgaard, der er sælger hos Nissan v/Knud Damsgaard i Herning.

Dieselbiler er hårde ved miljøet, og derfor er de steget i pris grundet højere afgifter.

Den seneste måned har Nissan derfor solgt dieselbiler i massevis til den gamle pris.

- Kunderne har stået herinde og ikke vist, hvad de her afgifter betyder for dem. Og så har vi skullet sige til dem, at hvis det er diesel, de skulle bruge, så var det nu., siger Claus Damsgaard til TV MIDTVEST.

En Nissan Qashqai i diesel-udgaven stiger eksempelvis med op til 17.000 kroner, mens benzin-udgaven falder med op til 12.000 kroner.

Og det er et meget godt eksempel på det, der ligger til årsag for, at Nissan-sælgeren næsten ikke kan få armene ned.

- 70 procent af Nissans biler falder. Qashqai benzin falder med cirka 12.000 kroner. Micra er også faldet op til 20.000 kroner, siger Claus Damsgaard.

Travlheden fortsætter altså, selvom det er andre biler, kunderne nu vil gave. Men så heldige har alle ikke været.

Lidt længere nede ad vejen ligger en Honda- og Suziki-forhandler, og mens de ligesom hos Nissan har haft travlt i de forgangne dage, så er venteværelset nu tomt. Deres hybrid-biler er nemlig blevet dyrere, selvom de på papiret kører længere på literen end Nissans benzinbiler.

- En bil som vores Honda Jazz, der er en helt ny bil med ny teknologi og kører omkring 23 til 25 kilometer på literen. Den stiger 18 til 20.000 kroner. Det giver ikke rigtigt mening, siger Henrik Lysgaard, der er indehaver af Bilforum i Herning, der forhandler de to bilmærker.

Men det giver mening, hvis man spørger en af de politikere, der har været med til at forhandle den aftale, der nu er endt ud i de nye afgifter.

For selvom hybridbilernes motorer både kører på benzin og strøm, så har de et problem.

- Hybridbilerne lader op ved, at benzinen laver strømmen, og alene der har man et problem klimamæssigt. Vi vil gerne have, at folk kører i biler, der lader op gennem en stikkontakt eller med brint eller noget andet, der er 100 procent klimavenligt, siger folketingsmedlem Andreas Steenberg (RV) til TV MIDTVEST.

Og enig eller ej, så er Henrik Lysgaard nødt til at acceptere den nye virkelighed, for fra og med fredag er de nye afgifter altså trådt i kraft.