83-årige Margit kører veteranbil - deler sin passion for fart med 15-årige Philip

Den røde Saab, som står nede i kælderen, er fra 1965, og hun selv er fra 1939. Margit Andersen fra Herning er vild med fart, og det sætter hendes alder ikke en stopper for.

- Jeg slapper fuldstændig af. Jeg føler selv, at jeg er hurtig i reaktionstiden. Jeg kan godt lide at køre stærkt. Men jeg skal nok holde hastigheden inde i byen, siger hun.

Hun kører stadig både korte og lange ture i sin veteranbil, selvom hun er fyldt 83 år.

- De kvinder, der bliver alene, holder op med at køre, men det har jeg ikke lyst til. Det er jeg vist for motorgal til, siger Margit Andersen.

Glæden ved motor, fart og gamle biler deler hun med 15-årige Philip Zink, der bor i huset lige ved siden af.

- Jeg har en nabo, der går meget op i biler, og det er ført videre til mig. Jeg elsker billyden og lugten af benzin. Jeg kan virkelig godt lide biler, siger han.

De sidste mange år har Philip Zink ofte siddet ved siden af, når Margit er kørt på veteranbilstræf rundt omkring i landet. Det startede allerede, da han var seks år gammel.

- Han var en lille dreng, der var glad og stolt over, at han kunne komme herover, og vi var også stolt over, at han ville, siger Margit Andersen.

Bilen bandt dem sammen

Saab’en var den første bil, Margit Andersen købte som ung. Hun havde den sammen med sin mand Svend Aage Andersen.

- Det var normalt, at manden kørte mest, men vi var ligeberettigede, min mand og jeg. Han var ikke den, der sagde; 'Det er min bil.' Det er vores bil, fortæller Margit Andersen.

Parret kørte på ferie i Saab’en og sov sågar også i den, når de var på campingture. De bagerste sæder kunne slås ned, og når forsæderne blev skubbet frem, kunne man godt ligge i fuld længde inde i bilen, med fødderne i bagagerummet. Så havde de et gasblus med til at lave mad og et lille telt til at klæde om i.

Da bilen i 1990 gik på pension og blev til en veteranbil, kørte Margit og Svend Aage Andersen på veteranbilstræf rundt omkring i Danmark og til det årligt tilbagevendende Ringkøbingløbet, hvor de mødte andre med samme interesse.

Bilen bandt Margit og Svend Aage sammen til det sidste. Så da han for tre år siden døde af kræft og skulle bisættes, foreslog Margit Andersens nevø, at hun skulle køre i den røde Saab bag rustvognen til kapellet. Og det gjorde hun.

- Det ville betyde så meget for ham. Selvfølgelig også for mig, siger hun.

Kort efter mandens død skulle Margit Andersen til Ringkøbingløbet, som så mange gange før, men nu uden sin mand.

- Den første gang, jeg var ude at køre, var det også mærkeligt, at sædet ved siden af var tomt. Men så var Philip med. Det var dejligt, fortæller hun.

Stoler meget på Philip

Margit Andersen fik aldrig selv børn, men hun har aldrig manglet børn omkring sig. Dem, der ingen børn har, har mange børn, fortæller hun. Ikke desto mindre har nabosønnen fået en helt særlig plads hos hende.

- Philip har været god til også at falde ind i vores interesse. Han vil gerne dele det med os. Det er jo ikke ret mange børn, der har lyst til det.

Philip Zink kalder Margit og Svend Aage Andersen for et par ekstra bedsteforældre. Der var altid en åben dør hos dem, når han kom hjem fra skole.

- De har passet mig som lille. Jeg har kendt dem hele mit liv. Vi har altid været tætte, siger han.

Og selvom Philip Zink i dag er blevet 15 år, vil han stadig gerne med ud at køre, når han er hjemme fra efterskolen. De planlægger også, at de skal på veteranbiltræf igen til sommer.

- Vi har haft mange gode ture. Den på Lundø, var heller ikke dum, siger Margit Andersen til Philip, mens de kører en af deres ture i Saab’en.

- Nej, den var sjov. Jeg kan huske, at jeg fik den der kæmpe is, griner Philip Zink.

Måske han en dag får lov til at sætte sig bag rattet i Saab’en - i stedet for at sidde på passagersædet.

- Han skal lige have kørekortet først. Så sidder jeg ved siden af, og så finder vi ud af det. Så meget stoler jeg på Philip, siger Margit Andersen.

- Jeg vil rigtig gerne ud at køre den, så det er jeg glad for, at du siger, tilføjer Philip Zink.

Men selv giver Margit Andersen ikke afkald på at køre frivilligt. Hun fortsætter rejsen i sin røde Saab.

- Jeg bliver ved, lige så lang tid som jeg må få lov til det.