76-årige Erna har danset sig ud af ensomhed

Dans og samvær med andre er en kur mod ensomhed. Det ved en stor flok ældre i og omkring Herning. De danser sammen hver tirsdag.

Erna Kristensen og Ove Hansen har fundet melodien sammen til tirsdagsdans.
Erna Kristensen og Ove Hansen har fundet melodien sammen til tirsdagsdans.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det kan være ensomt pludselig at blive alene efter mange års ægteskab. Det har Erna Kristensen fra Herning erfaret. Hun mistede sin mand for 10 år siden efter 47 års ægteskab.

- Det var kedeligt at være alene, når man er vant til at være to, siger den tidligere systue-ejer.

Derfor begyndte hun at gå til tirsdagsdans i Herning. Her mødes 50 og 60 ældre hver eneste uge for at danse sig ud af ensomheden.

- Jeg glæder mig til hver tirsdag, lyder det fra 76-årige Erna Kristensen.

God motion

Det er 81-årige Bodil Svendsen og hendes mand Svend Svendsen på 83, der sørger for, at Erna Kristensen og de andre danseglade kommer ud blandt andre.

- Det er god motion at få, siger Svend Svendsen.

- Vi har en masse enlige, og det er jo dejligt at komme ud og røre sig lidt. Og så er der jo nogen, der finder hinanden og sådan, supplerer Bodil med et smil.

Der er nemlig én simpel regel til tirsdagsdans. Man må kun danse den første og sidste dans med sin ægtefælle. Resten af aftenen skal man danse med en ny i hver dans.

3:10
For ti år siden døde 76-årige Erna Kristensens mand. Nu har hun genfundet kærligheden på dansegulvet.

Nu danser Erna med Ove

Den første dans tager Erna Kristensen således med 81-årige Ove Hansen fra Sunds.

- Jeg danser med Ove. Fordi det er min ven. Eller også er vi kærester, griner Erna.

- Vi er både venner og kærester, siger Ove Hansen.

Og der er flere, der har fundet hinanden til tirsdagsdansen. Blandt andre Birthe Vedstersen fra Sunds og Bent Pedersen fra Herning. De var også blevet alene og mødte hinanden for tre år siden.

- Han kunne ikke blive fri for mig, siger Birthe Vedstersen.

Er der meget kærlighed i luften herude?

- Ja, nu lagde vi jo ikke lige så meget mærke til de andre, siger Bent Pedersen med et glimt i øjet.

Tirsdagsdanserne er i gang fra klokken 19 og frem til 21.30. Undervejs er der pause, hvor der er tid til kaffe, kage og hyggesnak.